'Ansøgningen stiles til Hans Majestæt Kongen'.

Sådan lyder det i et jobopslag, der de sidste par dage er blevet delt i flere medier.

Der er tale om et aktuelt jobopslag hos By-, Land- og Kirkeministeriet, hvor man søger en provst for Horsens Provsti og sognepræst i Sønderbro Pastorat.

Det der blandt andet har trukket overskrifter i lokalmediet Horsens Folkeblad og i Billed-Bladet er, at der nederst i jobopslaget står, at man skal stile sin ansøgning til kong Frederik.

Kong Frederik da han sidste år var til begravelsen af Grundfos tidligere direktør og bestyrelsesformand Niels Due Jensen i Bjerringbro.
Kong Frederik da han sidste år var til begravelsen af Grundfos tidligere direktør og bestyrelsesformand Niels Due Jensen i Bjerringbro. Foto: Bo Amstrup/Ritzau Scanpix
Vis mere

Ansøgningen skal derudover sendes til Biskoppen over Aarhus Stift, og her forklarer kontorchef Jette Madsen i en mail til B.T., at alle provster i den danske folkekirke skal ansættes ved såkaldt 'kongelig resolution', som underskrives af Kongen.

Hun tilføjer:

»Det betyder ikke, at Kongen læser alle ansøgninger igennem – den del af processen sker i henhold til reglerne i lov om ansættelse i folkekirken.«

Hun forklarer yderligere, at der ikke er tale om særlige regler for folkekirken og tilføjer:

»Det fremgår af tjenestemandsloven, at tjenestemænd udnævnes enten af Kongen eller af vedkommende minister.«

Er man interesseret i selve stillingen som provst og sognepræst, forlyder det, at man blandt andet får stillet en tjenestebolig i Horsens til rådighed, ligesom der er knyttet to sekretærer til provstiet.

'Både mænd og kvinder opfordres til at søge stillingen', tilføjes det.

Andre læser også