Efter en mild januar har februar taget revanche med en usædvanlig kold start på måneden. Det koster de danske boligejere dyrt, for det betyder, at varmeregningen kan stige med op til 76 pct.

Det er Dansk Energi, der har lavet beregninger på, hvor meget februar-kulden koster i ekstra olie, gas eller el.

Beregningen er lavet i forhold til varmeudgifterne i januar på et typisk, dansk parcelhus fra 1970'erne på mellem 140 og 160 kvm..

Januar måned var relativt varmere end normalt - ca. fem grader i gennemsnit. Det har betydet, at opvarmningsbehovet i de danske huse var 25 pct. mindre end normalt.

Derfor lå priserne i januar på følgende i gennemsnit:
- Oliefyr: 2.400 kr.
- Naturgas: 1.600 kr.
- El: 3.700 kr.

Men med den sibiriske kulde, der lige nu hærger Danmark og resten af Europa, må de danske boligejere se frem til en dyrere varmeregning for februar, der indtil videre har været syv grader koldere en normalt. Det betyder, at opvarmningsbehovet er 30 pct. højere:

- Oliefyr: 4.200 kr.
- Naturgas: 2.700 kr.
- El: 6.400 kr.

LÆS OGSÅ: Sådan sikrer du boligen imod frosten


Tallene er under forudsætning af, at vinteren fortsætter på samme måde resten af februar. Men heldigvis er der nogle simple råd til, hvordan du kan spare på din varmeregning.

- Der er masser af energibesparelser, som den enkelte boligejer kan tage i brug. At sænke varmen bare med en grad derhjemme kan give en gevinst på omtrent fem procent på varmeregningen. Det kræver bare, at man stiller sine termostater rigtigt. Det kan ofte også betale sig at se, om ens hus er ordentligt isoleret. Det behøver ikke at være en stor og dyr investering at isolere, siger Kamilla Thingvad, chefkonsulent i Dansk Energi.

LÆS OGSÅ: Her er vores bedste råd mod kulden

Hun anbefaler samtidig, at man søger vejledning, hvis man vil spare på varmeregningen.

- Danskerne skal også huske, at der hjælp at hente hos energiselskaberne, der gerne giver energirådgivning og i mange tilfælde også tilskud til energirenovering, fortæller hun.