Abdul Khattab gik fuldstændig kold og tabte ved Nordic Fight Night i Frederiksberg Hallerne.

Det 22-årige danske boksetalent Abdul Khattab gik helt ned midt i sin kamp i mellemvægt mod Howard Cospolite fra Frankrig lørdag aften.

Abdul Khattab, der er kendt som Mikkel Kesslers lærling, dinglede ganske enkelt rundt i ringen og havde ikke kræfter til at forsvare sig i femte omgang, og derfor så kamplederen ingen anden udvej end at stoppe opgøret.

Det skete dog først efter, at den helt afkræftede bokser sank sammen i ringen efter serie af slag fra modstanderen Howard Cospolite.

Noget af en nedtur for en af landets mest talentfulde boksere, som før kampen på Frederiksberg havde vundet alle sine 11 kampe som professionel.

Abdul Khattab fik sin sag for allerede fra første omgang, da den 32-årige franskmand kom blæsende. Men det var ikke slagenes kræft, som så ud til at tage pusten ud af Abdul Khattab. Han så simpelthen ud til at være gået 'sukkerkold'.

Efterfølgende listede Abdul Khattab over i sit ringhjørne, hvor Mikkel Kessler hurtigt kom op fra sin plads på tilskuerrækkerne og klappede lærlingen på skulderen.