KOMMENTAR
Det handler egentlig om velgørenhed og leukæmi, når Lance Armstrong torsdag sætter sig på cyklen for at køre ’Le Tour – One Day Ahead Challenge’ i selskab med blandt andre den engelske eksfodboldspiller Geoff Thomas.
Den engelske ekslandsholdsspiller er som Lance Armstrong tidligere kræftpatient. Og sammen skal de køre to Tour-etaper i selskab med 10 andre cyklister med det formål at indsamle 10 mio. kr., dagen før de professionelle ryttere æder sig igennem landskabet.
Lance Armstrongs tilbagevenden til Frankrig og periferien af det løb, han vandt syv gange med et hovmod og en magtfuldkommenhed, der stadig kaster lange skygger, kommer ikke til at gå stille af.
Allerede i marts, da Armstrong annoncerede at ville køre velgørenhedsløbet, tog UCI-præsident Brian Cookson afstand fra den livstidskarantænedømte amerikaners planer.
»Det vil være upassende og disrespektfuldt over for Tour de France,« mente UCI-bossen.
Geraint Thomas fra Team Sky tog også afstand fra den 43-årige texaners komme.
»Vi betaler stadig prisen for noget af det, han har gjort,« sagde Thomas efter at være kommet i mål efter gårsdagens etape.
Problemet med Lance Armstrongs tilstedeværelse indrammer for så vidt ret godt det opgør med de seneste 20 års malpraksis, cykelsporten stadig er i fuld gang med.
Det er ikke nogen nem proces. For der er stadig ryttere af samme generation, der i dag er beskæftigede i sporten enten som mediepersonligheder eller som sportsdirektører.
Armstrong derimod optræder kun som en paria, selv om der blandt menigmænd ofte fremføres det synspunkt, at han ikke har været værre end andre. Herregud. De mest uoplyste sidestiller gerne småforseelser med et af moderne idrætshistories største svindelnumre.
De fortrænger, at Armstrong undervejs forfulgte modstandere med både trusler og chikane, at han løj under edsansvar, at han orkestrerede et hypereffektivt dopingprogram, at han ikke ville samarbejde med det amerikanske forbundspoliti, FBI.
Værst af det hele var næsten Armstrongs hovmodige farvel til sporten, efter den syvende Tour-sejr i 2005. Da han angreb skeptikerne for ikke at turde drømme stort og tro på mirakler.
»Det sidste, jeg gerne vil sige til jer, alle kynikerne og skeptikerne er: Jeg har ondt af jer. Fordi I ikke kan drømme stort og tro på mirakler ... Der er ingen hemmeligheder, det er en hård sport, og det er hårdt arbejde, der vinder den.«
Det skulle vise sig, at der var alt for god grund til at se skeptisk på Armstrong, cykelsportens største ikon og superskurk. At ikke mindst hans ord og gerning har været med til at underminere nærmest enhver afstandtagen til det konkurrenceforvridende snyd, Armstrong satte så spektakulært i scene (det sidste indrømmer jeg).
Efterslæb fra Armstrong og de mest forhærdede fuskere kæmper sporten stadig med. Og derfor havde det været passende at holde sig væk fra Frankrig. Velgørenhed findes i alle former og farver kloden rundt. Men så ville det hele næppe komme til at handle helt så meget om Lance. På godt og ondt.
