»Der er mange, der synger godt, men gider man købe en plade med dem, når den kommer ud?,« spørger Thomas Blachman i en artikel på bt.dk, hvor han i øvrigt kalder programmet forfærdeligt, medmindre folk - som ham selv, må man formode - og senest Sanne Salomonsen med tilstrækkelig meget personlighed, dybde og gode talegaver gør det til underholdende tv.

Måske er Blachman bare ved at være træt her på falderebet, hvor programmet er på vej til TV 2.

Svaret er, at ingen gider købe ‘X Factor’-plader. Ikke siden Martin Hedegaard (nu Saveus) solgte næsten 100.000 album efter sin sejr for præcis ti år siden, har album med danske ‘X Factor’-vindere solgt mere end et par tusinde.

Det er heldigvis ikke ulovligt at være naiv, umusikalsk eller have fokus på høje seertal. Og man må konstatere, at ‘X Factor’ som en hidtil uset seersucces i Danmark har været en kærkommen katalysator for DR, der i egen selvforståelse helst skal trække mange ind på bl.a. DR1 for at kunne forsvare at begå rigtig public service på andre platforme.

Med et lån fra Aksel Strøbyes Kriminalassistent (‘Vi skal ikke opklare noget som helst’) Jensen i Olsen-Banden: Holm, Holm - det er ikke meningen, at X Factor skal producere kunstnere og plader, der sælger.

Fint, når det en sjælden gang sker. Det er en positiv sidegevinst. Som musikbranchen er skruet sammen i dag, handler det om at finde talenterne på YouTube og lignende, lysår inden de kommer i nærheden af nationalt tv. Groft sagt vil man aldrig igen opleve en debuterende moden dansk kunstner blive et stort, varigt hit.

‘X Factor’s eksistensberettigelse har været at gøre programmets opfinder Simon Cowell og hans bankrådgiver, tv-stationer og millioner af seere glade.

Man må kippe med flaget for, at det er lykkedes folkene bag ‘X Factor’ at fastholde succesen i en æra, hvor traditionelt tv er under stærkt pres fra de digitale og sociale medier.

Jae