Når man elsker fodbold, er det fedt, når fodboldsæsonen igen skydes i gang.

Men optakten til den sidste halvdel af årets superliga-sæson har desværre stået i skyggen af Lyngby Boldklubs truende konkurs og et træner- og direktør-farvel i Randers FC, hvor man i forlængelse heraf også har sagt farvel til et ellers herligt tv-format. Desværre.

Når man nu står i en situation, hvor den enkelte fodboldfan kan vælge mellem at gå på stadion og f. eks. se Randers mod Sønderjyske eller blive hjemme i sofaen og se et London-derby som Arsenal mod Chelsea, så skal de danske klubber virkelig lægge sig i selen for ikke at blive fravalgt.

Og da der hver uge er udenlandske fodboldkampe, hvis intensitet, niveau og underholdningsværdi er højere end stort set alle danske kampes, så er de danske klubber ganske enkelt nødt til at levere noget andet.

Her var Randers FC godt på vej, da man lod Canal 9s snurrende kameraer komme med helt tæt på og ind bag de ellers lukkede døre. Men nu lukker klubben sig igen om sig selv.

I Lyngby har et farceagtigt, tåkrummende og nærmest grotesk forløb udspillet sig op til sæsonstart. Tænk lige tilbage på dagen hvor Torben Jensen fra Hellerup Finans - klubbens nu tidligere ejer - i det der lignede en desperat handling offentliggjorde sin e-mail-adresse i medierne og opfordrede interesserede købere til at skrive til ham. Skal man grine eller græde? Siden har medierne naturligvis fulgt dramaet om overlevelse tæt.

Og hvad kan vi så konkludere? Jo, der er igen blevet sat to fede streger under, at prof-fodbold er lig med jagt på nye penge. Men først og fremmest er det trist, at uansvarlighed har bragt en dansk klub på randen af konkurs. Det skader ikke blot den enkelte klub, men hele Superligaens troværdighed, at ansvarlighed er en by i Rusland.

Og endelig kan vi slå fast, at den nye underholdende åbenhed tabte til den gamle lukkethed.

ufjo