Hvilken af de gaver, du har fået gennem tiden, husker du bedst? For mit vedkommende er svaret en dåse med en sløjfe på. Jeg glemmer nemlig aldrig den sårbarhed, der fulgte med gaven. Den havde alt det, som gaver ikke længere har: Hjertelighed.
»Min gave til dig er denne her. Jeg håber, det er okay. Jeg har ikke så mange penge.«
Jeg husker de præcise omgivelser, da jeg fik den foræret: En dåse Rekorderlig-cider med en tynd, brun garnsløjfe i splitten. Jeg fik den nemlig til min 18-års fødselsdag i januar 2010, og jeg havde festlokalets vinduesparti på min højre side, mens hun stod lidt til venstre for mig og lignede en, der havde lyst til at grave sig ned.
Måske fordi hun vidste, at kun få ville synes om en sådan fødselsdagsgave.
Men jeg var en af dem - og jeg var meget tilfreds. For mig var gaven nemlig ikke dåsen: Gaven var den omtanke, som dåsen blev givet med.
Derfor hverken efterspørger eller fremsender jeg ønskelister i forbindelse med fødselsdage - og slet ikke jul.
Hvorfor? Hvis jeg har brug for noget, som jeg ikke selv har råd til, så har jeg heller ikke lyst til at ønske mig det af andre - og omvendt: Hvis jeg har brug for noget, som jeg har råd til, så køber jeg det jo selv.
Og jo, jeg kunne godt aktivt vælge at ønske mig de ting, jeg selv har råd til at købe, men så er det bare ikke en ønskeliste længere. Så er det en indkøbsliste. Og så kan jeg ligeså godt tilføje otte grovboller og en pakke øko-smør også. Jeg mindes for øvrigt, at jeg mangler tandpasta, nu vi er ved det.
Alternativet er at gennemtvinge et ønske om noget ekstraordinært på grund af julehøjtiden. Noget luksuriøst. Noget lækkert. Noget lunt. Og jeg kan selvfølgelig godt opfinde noget, der ville være særligt rart at eje - et duftlys i soyavoks til 399 kroner for eksempel - men har jeg så virkelig brug for det?
Sidste gang, jeg selv efterspurgte en andens ønskeliste til jul, fik jeg en decideret guide. Ikke til en overordnet gavekategori såsom ‘undertøj’, men til en konkret genstand. Der var anvisninger til, hvor præcis den skulle købes - og gavens nøjagtige varenummer fulgte naturligvis med. Til slut et ‘P.S.’ med ønsket om, at få kvitteringen med.
Nej, end ikke et byttemærke til gaven i bestemt ental, som vedkommende selv havde ønsket sig, var nok: Pengene skulle kunne komme retur.
Det er ikke et enkeltstående tilfælde. Der er julegave-bridezillas overalt! Jeg havde engang en kæreste, hvis lillesøster gik så meget op i gaveudvekslingen, at hun i starten af december sendte en pertentlig liste rundt til familien med en oversigt over, hvem der skulle give gaver til hvem og hvorfor og hvornår.
Misforstå mig ikke: Jeg elsker gaver! At give og at få. Jeg tror i virkeligheden bare, at jeg savner noget hjertelighed i hele gaveseancen. Hjertelighed, som da min veninde for nylig skrev mig et digt. Helt uden anledning. Fordi hun tænkte på mig. Og ikke fordi det stod på min indkøbsliste.
