B.T.s underholdningschef, Maiken Wexø, har været Nick Cave-fan i 35 år, men måtte tirsdag aften i DR's koncertsal erkende, at han ikke kan det hele.

I et tre timers langt 'show' holdt Nick Cave hof for fanklubben i går aftes i DR's koncertsal.

Nick Cave havde budt op til en aften med samtale og musik – 'Conversations with Nick Cave' – hvor publikum ind imellem sangene kunne stille spørgsmål til punk-rock-ikonet.

Et koncept, han havde opfundet for, som han sagde 'igen at kunne mærke rædslen ved at stå på en scene', efter at det var begyndt at føles for nemt at optræde med sit band The Bad Seeds.

Han antydede, at konceptet havde taget form, efter at han sidst havde spillet på samme scene, hvor en fra publikum havde indtaget scenen og forklaret, at det, at oplevelsen kan være ukomfortabel for alle, også for publikum, der skal deltage med spørgsmål, var en del af tiltrækningen ved konceptet.

Men Nick Cave virkede nu ikke som en, der genfandt rædslen ved at stå på en scene, og arrangementet virkede på ingen måder ukomfortabelt hverken for salen eller Cave.

Begge virkede til at nyde at høre sig selv tale, og selvom enkelte spørgsmål gav anledning til nogle interessante svar, så åndede man lettet op, hver gang et spørgsmål gav anledning til, at vi kunne få en sang.

For synge det kan han – så selv englene holder kæft. Og lyden i DR's koncertsal gav plads til at nyde Caves dystre og voldsomme stemme oven på de sarte og fint komponerede musikstykker fuldt ud.

Flere råbte på numre fra albummet 'Murder Ballads', hvor blandt andet duetten med Kylie Minogue var på, men det nægtede han. »Murder Ballads var et comic album,« sagde han.

Til gengæld fik vi et udpluk af nogle af hans mest velfungerende melodiske værker – fra 'The Ship Song', til 'The Mercy Seat' og ikke mindst 'Jubilee Street', som måske er det mest sublime værk, han nogensinde har lavet, og hvis vuggende opbygning normalt er en vild koncertoplevelse, når det kulminerer i det ekstatiske 'look at me now'-omkvæd. Det er klart et nummer, der egner sig bedre til en svedende rockkoncert end til den slags pianoforelæsning, som tirsdagens show var.

Men det lykkedes alligevel, og jeg følte mig dybt taknemmelig og brugte muligheden til at stille mig op og takke for, at han havde været der for mig gennem mere end 30 år, hver gang jeg har været vred, ked af det, 'lost', crazy, og Nick Cave spurgte: »Ingen positive følelser?« og jeg svarede: »Nej – sjovt nok var du der aldrig, når jeg var i godt humør,« og salen grinede. Men det var jo løgn, for sandheden er faktisk, at hans musik ofte har givet mig vinger og forløsning, når jeg har været i kulkælderen.

Da publikum jo var en del af oplevelsen, kunne man ikke undgå at spekulere over sammensætning i salen.

Man fornemmede, at det var en blanding af nye og gamle fans. De nye, som var blevet fan af ballade-crooneren Nick Cave, og som ville høre om hans forhold til et liv efter døden og den slags ekstentielle spørgsmål, man måske hellere skal gemme til Gud.

Den anden del var gamle fans, der ville høre om de gode gamle dage med Blixa Bargeld og Birthday Party.

Jeg kunne ikke lade være med at forestille mig, hvordan de nu midaldrende mænd mon havde set ud med læderjakke og hanekam tilbage i 1983, hvor The Birthday Party spillede i Saltlageret i København.

En i salen spurgte ham om, hvordan det var at have flyttet sig fra den vilde unge mand, der blev afvist ved døren til sin egen koncert i Ungdomshuset, fordi de troede, han var en subsistensløs narkoman, til at stå der i aften foran en sal fyldt med velbemidlede mennesker på velpolstrede stolerækker – »Fucking Awesome« var svaret og ja, helt sikkert – det må i den grad slå at ende sine dage med en nål i armen, som i lige så høj grad kunne have været hans skæbne.

Men for tidlige fans føles det altid som et tab pludselig at skulle dele sit idol med et mainstreampublikum. Og det er også uretfærdigt, for Nick Cave var engang et idol, man kunne have for sig selv.

Men siden er numrene blevet nemmere. Man har faktisk næsten lyst til at synge med. Men man gør det ikke af respekt for den, han var, dengang han ikke var allemandseje.

For fans af Nick Cave er han konge, og derfor kan det grænse til majestætsfornærmelse at ytre sig negativt om hans performance, og jeg kan næsten heller ikke få mig selv til det, men helt ærligt – så kedede jeg mig flere gange.

Ikke når han spillede – det var til seks stjerner, men samtalen kunne godt havde stået skarpere. Det virkede ikke, som om han egentlig havde noget på hjertet – og hvis man ikke har det, skal man nok holde sin kæft.

Jeg glæder mig til, at bandet kommer med på tour.

Han får seks stjerner for musikken, men tre for samtalen, og så ender vi vist på et snit på cirka fire.