NFL fandt natten til mandag dansk tid siden vindere og tabere.

Green Bay Packers, de forsvarende mestre, mod quarterback-ikonet Tom Brady og kompagni fra New England Patriots.

Det var inden NFL-sæsonen de fleste amerikanske eksperters spådom i retning af en Super Bowl-finale 2012, og det er stadig et rimeligt gæt, efter de de sidste vindere og tabere i NFLs grundspil blev fundet natten til mandag dansk tid.

Green Bay Packers gik gennem sæsonen med 15 sejre og kun et enkelt nederlag – og er førsteseedet i den ene konference, NFC.

I den anden konference, AFC, er New England Patriots førsteseedet og får som Packers lov til at sidde over i den første slutspilsrunde. Favoritterne er dermed pænt positioneret, inden alle knockoutkampene kommer i fart.

Baltimore Ravens og 80’er-dynastiet San Francisco 49’ers kan også pænt vente en omgang med at komme i sving, og dér fra sofaen kan de så følge NFLs første slutspilsrunde, wild card-runden, der afvikles den kommende weekend.

Her møder Cincinnatti Bengals på udebane Houston Texans, som er eneste repræsentant fra staten Texas – efter de ellers så kraftfulde Dallas Cowboys overraskende måtte opgive at nå frem til slutspillet.

I den anden wild card-runde i AFC mødes sidste års Super Bowl-deltagere fra Pittsburgh Steelers på udebane Denver Broncos, hvor quarterback-fænomenet Tim Tebow skaber hysterier.

I NFC har Detroit Lions i årevis sovset rundt i middelmådighed, men holdet er med 10 sejre i 16 grundspilskampe nået frem til en slutspilskamp mod New Orleans Saints, hvor quarterback Drew Brees i 13 sejre har lignet et af spillets mest skarpe spilfordelere.

I den anden NFC wild card-runde skal Atlanta Falcons møde New York Giants på udebane.

Så 12 hold er videre. 20 hold er ude. Og som altid er der grundige overraskelser blandt taberne.

Træneren Norv Turner er fyringstruet i San Diego, hvor de forvænte Chargers måtte lade livet efter kun otte sejre i grundspillet. Indianapolis Colts har hele sæsonen skullet undvære den forrygende og nu skadede Peyton Manning, hvorfor det hurtigt viste sig, at holdet ikke havde mange chancer. Overraskende er det alligevel, at Colts slutter som det ringeste hold i NFL.

Også i Dallas og i Arizona vil man skulle tygge lidt på chokket over ikke at være med – mens det må være decideret angstprovokerende for ejerne af Philadelphia Eagles, at spillerne allerede kan holde ferie.

Man talte inden sæsonen om et regulært superhold ved siden af quarterbacken Michael Vick. Men kun otte sejre i de 16 forsøg var slet ikke nok.

Super Bowl spilles den 5. februar i Indianapolis.

Kampprogram for wild card-runden:

Lørdag den 7. januar

Cincinnatti Bengals – Houston Texans

Detroit Lions – New Orleans Saints

Søndag den 8. januar

Pittsburgh Steelers – Denver Broncos

Atlanta Falcons – New York Giants