Frans Nielsen har været Danmarks helt store stjerne ved dette VM. Men det var ikke nok til at sende Danmark i den kvartfinale, som det danske landshold havde spillet sig tæt på med flotte sejre undervejs ved VM på hjemmebanen.

Letland vandt 1-0 og stjal dermed pladsen i kvartfinalen.

»Det er skuffende. De spiller godt, og de er frustrerende at spille mod. Det er svært at skabe noget mod dem, og de er et af de sværere hold, vi har spillet mod i denne turnering. Men lige nu er det skuffende,« sagde Frans Nielsen kort efter kampen til TV 2.

Det var tydeligt, at Herning-knægten, der fik lov at spille VM på hjemmebane, var meget nede over det danske nederlag i Boxen. Han kunne ikke skjule, at han og resten af det danske landshold havde sat snuden op efter en kvartfinale i København. Men alligevel husker han tilbage på en fornem dansk VM-turnering.

»Det er skuffende at stå her lige nu, men det er fedt, at vi har været med hele vejen. Det har været en kæmpe oplevelse og noget jeg aldrig vil glemme. Vi ved godt, hvor fedt og vildt, det her har været. Det er skuffende lige nu, men wow,« lød det fra Frans Nielsen.

Mens Danmark siger farvel til VM med nederlaget, stryger Letland altså videre til kvartfinalen.