Hans Henrik Palm køber Danmarks dyreste villa af Erik Damgaard - Anni Fønsbys kæreste.

Mens 'Til salg'-skiltene gror fast i jorden på almindelige danske villaveje, er der anderledes gang i salget på den eftertragtede strækning nord for København.

Her har it-millionæren Erik Damgaard, der er kæreste med Anni Fønsby, netop indkasseret en rekord-sum på 75 mio. kroner for den villa, han har solgt til eksbokseren Hans Henrik Palm.

Hushandelen mellem de to blev kendt tidligere i år, hvor prisen var en stor hemmelighed. Lige indtil i går, hvor salgsprisen på 75 mio. kroner blev offentliggjort i tingbogen.

- Jeg har en aftale med Hans Henrik Palm om, at jeg ikke udtaler mig om salget af huset. Han er køber, så det må jeg respektere, siger Erik Damgaard, som heller ikke ønsker at oplyse, om pengene nu skal investeres i en anden bolig.

- Anni og jeg bor oppe på stutteriet lige nu, og mere vil jeg ikke sige om det.

Scroll ned og læs mere.

Bygget om for 10 mio. kr.
Erik Damgaard købte 6. august sidste år pragtvillaen 'Bella Vista' på Hambros Allé i Hellerup af krydstogtsmanden Jesper Boas Smith.

Men selv om købsprisen dengang hed 65 mio. kroner, blev der sat et stort renoveringsarbejde i gang, og 'Bella Vista' er bygget om for mindst 10 mio. kroner. Derfor kommer Erik Damgaard heller ikke ud af handelen med noget stort overskud.

I kælderetagen er loftet hævet. Der er gravet ud rundt om huset, så der kan komme mere lys i kælderen. Taget er blevet lavet om, vinduerne er ændret, de gamle smukke træer i haven er fældet, og der er sat en etageadskillelse ind i hallen.

Køber sammen med konen
- Jeg har købt 'Bella Vista', fordi jeg kan lide huset. Jeg har ejet huse, siden jeg købte mit første hus som 24-årig, siger Hans Henrik Palm, der i tingbogen er noteret som køber i fællesskab med sin kone Majbrit Palm.

For de 75 mio. kroner får parret et hus i tre etager med fuld kælder på omkring 700 kv.m. Huset ligger lige ud til vandet på en af de mest eftertragtede strækninger meget tæt på København på guldkysten mellem Hellerup og Rungsted.

Godt klaret af en tidligere bokser, som voksede op i en lejlighed på 72 kv.m i Lyngby, hvor familien omfattede syv personer.

Hårdt arbejde
- Jeg ved ikke, hvordan folk vil reagere, men jeg kan jo ikke gøre noget ved det.

- Jeg elsker at bo i Danmark. Jeg synes, at Danmark er et fantastisk land. Jeg vil bare være helt nede på jorden, og jeg ved, at jeg har tjent mine penge ved hårdt arbejde hele mit liv, siden jeg gik ud af 10. klasse, siger Hans Henrik Palm.

Er huset købt som en investering?

- Huset er ikke købt for at blive solgt videre. Nu er vi ikke flyttet ind endnu. Hvis vi kan lide at bo der, vil vi blive boende, ellers må vi prøve at finde noget andet. Jeg kan bo alle steder, og jeg tror, jeg har gjort en god handel, siger Palm.

Multi-mangemillionær
Hans Henrik Palm og Erik Damgaard kender hinanden fra et forretningsprojekt i Tyskland, hvor de begge er deltagere.

Palm har tjent rigtig mange af sine millioner på at eje en fitness-kæde og senere aktier i bl.a. Parken, hvor han sidder i bestyrelsen. Han har nu købt det ene af kontortårnene i Parken, ligesom han har investeret i mange andre selskaber.

Han har aldrig selv villet sige, hvor meget han er god for, men et skøn ligger på 200-400 mio. kr.

Hvordan skal handelen finansieres. Skal du overtage det pantebrev på 55 mio., som Erik Damgaard havde?

- Nej. Det skal jeg ikke. Der er mange måder at finansiere sådan en handel på. Man kan jo også betale pengene.

Er det en drøm, som er gået i opfyldelse?

- At jeg nu har købt »Bella Vista«, forandrer ikke mit liv, siger Hans Henrik Palm.