Udenrigsministeren afviser, at han skulle have været fortaler for dansk enegang over for Palæstina.

Udenrigsminister Villy Søvndal (SF) skal mandag forsøge at forklare sine EU-kolleger, hvad det egentlig er, Danmark mener om palæstinensernes krav om at blive anerkendt som stat.

På vej ind til sit første EU udenrigsministermøde i Luxembourg siger Søvndal, at han og regeringen har den klare holdning, at palæstinenserne har ret til en stat.

Men at Danmark ikke skal gå enegang og anerkende et selvstændigt Palæstina.

- Det duer ikke at have et folk, der ikke er anerkendt. Men spørgsmålet er vejen ad hvilken, det kommer til at ske.

- Vores position er, at vi ønsker at anerkende en palæstinensisk stat. Men Danmark går ikke enegang i det her, siger Søvndal.

Det skabte under valgkampen spændinger mellem partierne i rød blok, da SF's partileder tilkendegav en meget klar opbakning til palæstinensernes krav om anerkendelse i forbindelse med FN's Generalforsamling, der blev afholdt umiddelbart efter valget.

Men Villy Søvndal siger nu, at han ikke har ændret holdning.

- Jeg har aldrig været fortaler for dansk enegang i det her. Men det er klart, at det kan ende et sted, hvor EU ikke står sammen.

- Og i den situation er det klart, at Danmark vil befinde sig blandt de lande, der anerkender en palæstinensisk stat, siger han.

Der er splittelse i kredsen af EU-lande. Da udenrigsministrene var samlet til møde i begyndelsen af september, kunne de kun enes om, at det ville være bedst, om de var enige. Men de enedes ikke om, hvad de skulle mene i fællesskab.

Ved FN's Generalforsamling blev spørgsmålet i første omgang udskudt med en opfordring til Israel og palæstinenserne om at genoptage deres direkte fredsforhandlinger.

Synes du, at Palæstina skal anerkendes som stat? Deltag i debatten under artiklen

/ritzau/