Strauss-Kahns advokater er tavse efter et møde med anklagemyndigheden i New York. Sagen er dog ikke droppet. Advokaterne for den tidligere IMF-chef Dominique Strauss-Kahn vil ikke sige noget som helst efter et møde med anklagerne i sexsagen mod den 62-årige franskmand.

- Vi havde et konstruktivt møde. Det er alt, hvad vi vil sige. Vi svarer ikke på nogen spørgsmål. Der er ikke mere at sige, understreger Strauss-Kahns advokat, Benjamin Brafman.

Strauss-Kahn er anklaget for voldtægtsforsøg mod en stuepige på et luksushotel i New York. Men sagen risikerer at smuldre, da der er opstået tvivl om kvindens troværdighed.

Den 32-årige stuepige, som har afrikansk baggrund, har blandt andet løjet over for politiet, og der er i det hele taget store huller i hendes forklaringer.

I fredags blev den tidligere topchef derfor løsladt fra den husarrest, som han har siddet i de seneste uger.

De amerikanske myndigheder har dog beholdt hans pas, så han ikke kan forlade USA, og sigtelserne mod ham opretholdes.

Anklagemyndigheden i New York afviser efter mødet med Strauss-Kahns forsvarere, at sagen bliver droppet.

En talsmand siger, at "efterforskningen af sagen fortsætter, og der er ikke taget nogen beslutninger".

/ritzau/Reuters