Den amerikanske præsident Donald Trumps nye hårde kurs over for især muslimer skaber kaos i lufthavne verden over.

Den nyudnævnte republikanske præsident underskrev fredag et dekret, der forhindrer visumudstedelser til statsborgere fra syv konkrete lande. Dermed er den amerikanske grænse i teorien lukket for borgere fra Iran, Irak, Libyen, Somalia, Sudan, Syrien og Yemen.

Også selv om statsborgere fra de nævnte lande før fredag havde et gyldig visum.

Det nye dekret betød, at 12 personer pludselig blev tilbageholdt i JFK lufthavn (John F. Kennedy International Airport) i New York. Heriblandt en 53-årig iraker, som havde arbejdet for den amerikanske regering i Irak i 10 år, og som landede i lufthavnen få timer efter, Trump havde underskrevet sit indvandringsforbud.

Den irakiske mand blev lørdag løsladt, mens elleve andre flygtninge angiveligt stadig bliver tilbageholdt i lufthavnen.

Det skriver Daily Mail.

Mexicanske imigranter ved grænseovergangen mellem Ciudad Juarez (Mexico) og El Paso (USA) den 28. januar.  
Mexicanske imigranter ved grænseovergangen mellem Ciudad Juarez (Mexico) og El Paso (USA) den 28. januar.   Foto: ALEJANDO BRINGAS
Vis mere

Ifølge nyhedsbureauet Reuters er fem irakiske passagerer og en yemenitisk blevet afvist at gå ombord på et EgyptAir-fly til New York i Cairo lufthavn.

Og lørdag meddelte det hollandske flyselskab, KLM, at det havde afvist syv passagerer fra overvejende muslimske lande, der planmæssigt skulle være fløjet til USA.

BT.dk har lørdag aften været i kontakt med SAS, som oplyser, at man i Stockholm har afvist to passagerer fra de syv muslimske lande, som er havnet på Donald Trumps sorte liste. Det er dog uklart, hvorvidt det hænger sammen med Donald Trumps indvandringsstop.

Qatar Airways oplyste lørdag, at selskabet vil 'håndhæve' de nye regler for indrejse til USA. En talsmand for luftfartsselskabet sagde, at det kun ville transportere passagerer til USA, der havde den korrekte dokumentation.

»Vi håndhæver de nye regler«

»Hvis rejsende til USA ikke har den rette dokumentation, kommer vi ikke til at tage dem med til USA.«

Det skriver Vanguard.

Også blandt muslimer, der hidtil har opholdt sig lovligt i USA ,er forvirringen stor.

33-årige Mohammad Hossein Ziya, der er politisk flygtning fra Iran og kom til USA i 2011, skal besøge sin far i Dubqi i næste uge. Han er nu i tvivl om, hvorvidt han kan rejse tilbage.

»Jeg kan ikke tage tilbage til Iran, og det er muligt, at jeg heller ikke kan vende tilbage til USA. Et land som er blevet mit andet hjem,« siger han ifølge Reuters.

I Iran har Trumps beslutning om at afvise visumudstedelser til iranske borgere skabt så stor opstandelse, at landet nu vil gengælde Trumps indrejseforbud.

USA's visumforbud mod Iran og seks andre lande bliver kaldt en »åben fornærmelse af den muslimske verden.«

Er du berørt af indrejseforbuddet, eller kender du nogen? Så hører BT meget gerne fra dig. Send en mail til 1929@bt.dk eller skriv en besked til os her på Facebook.