Fotrolig rapport afslører Lene Espersen og Johan Reimanns roller i historisk udleveringssag De danske myndigheder pressede i 2006-07 på for at udlevere den narkosigtede Camilla Broe til USA.

Det fremgår af en fortrolig efterforskningsrapport fra det amerikanske narkopoliti, DEA, som Ekstra Bladet er kommet i besiddelse af.

Hidtil har tidligere justitsminister Lene Espersen (K) afvist at have haft noget med sagen at gøre. Men ifølge DEA-rapporten dateret 11. september 2007 er Espersen i november 2006 til møde med daværende amerikanske ambassadør James P. Cain.

Her stiller Espersen sig skeptisk over for en eventuel udlevering fra Danmark, men 31. januar 2007 bliver der afholdt et nyt møde om sagen. Justitsministeren medvirker ikke, men det gør daværende direktør for Nordsjællands Politi Johan Reimann, chefanklager Arne Stevns, politiassesor Birgitte Buch samt repræsentanter fra Nordsjællands Politi og Rigspolitiet.

Ved mødet anbefaler Johan Reimann amerikanerne at ansøge om udlevering, og han forklarer, hvordan amerikanerne skal udfærdige ansøgningen: - Sagen mod Broe skal opsummeres til cirka ti episoder med narkosmugling med udførlig beskrivelse af hver episode, angivelse af tidspunkt for episoden, sted for episoden, medvirkende personer og mængden af MDMA (ecstasy, red.).

De danske repræsentanter forklarede desuden, at amerikanerne skulle beskrive Broes mangeårige tilknytning til USA. Begge anbefalinger blev efterkommet i det nye anklageskrift, der blev udfærdiget mod Broe 3. september dagen før hun blev udleveret. Her bliver smuglertogterne beskrevet i ni punkter, ligesom det beskrives, at Broe boede i USA 1986-2001. I rapporten citeres danskerne for, at man ikke ønskede, 'at Broe skulle gemme sig bag sit danske pas for at undslippe narkosigtelsen'.