En brasiliansk bryllupsfest endte på tragisk vis søndag, da bruden styrtede ned med den helikopter, der skulle flyve hende til ceremonien lidt uden for Sao Paulo. Hun og tre andre mistede livet i styrtet.

Det skriver New York Post.

Ifølge mediet var det en overraskelse, at 32-årige Rosemere do Nascimento Silva skulle ankomme med helikopter og overraske sin forlovede, Udirley Damasceno.

Helikopteren styrtede under to kilometer fra bryllupsceremonien og dræbte angiveligt piloten, Rosemere do Nascimento Silva, hendes bror og en gravid fotograf, der også var ombord på helikopteren.

Ifølge det lokale brasilianske medie Extra Globo hørte gommen og de cirka 300 bryllupsgæster om tragedien, mens de ventede på, at Silva skulle ankomme.

En af medarrangørerne af brylluppet, Carlos Eduardo Baptista, kontaktede angiveligt selskabet, der var ansvarlig for flyvningen, som måtte overbringe den forfærdelige nyhed om helikopterstyrtet.

Herefter var gommen og alle gæsterne ved ceremonien i fuldkommen chok.

»Han var i chok. Så fandt de andre gæster ud af det, og ingen vidste, hvordan de skulle reagere. Det var en tragedie,« siger Carlos Eduardo Batista til det brasilianske medie Extra Globo ifølge New York Post.

Ifølge mediet undersøger politiet nu årsagen til styrtet.