Ifølge de seneste meldinger er mindst 20 personer omkommet i togkatastrofen, der indtraf klokken 8:30 i morges nær byen Halle i Belgien.

Det oplyser borgmesteren i Halle, Dirk Pieters. Ingen kender dog med sikkerhed det eksakte dødstal.

Ifølge belgiske aviser kæmper redningsarbejderne stadig for at redde de sidste forkomne ud af togvognenes forvredne metal, desuden mangler man at bjærge et lig fra en togvogn.

I tillæg til de mennesker, der ikke overlevede kollissionen, er 55 kvæstede blevet fragtet til 14 forskellige hospitaler i regionen. En interimistisk skadeskue, der har akutbehandlet ofrene for togulykken, har efterhånden færdigbehandlet de sidste tilskadekomne.

Derudover er 100-150 uskadte passagerer samlet i et dertil indrettet krisecenter i en nærliggende sportshal.

Toglykken beskrives som en af de værste i Belgiens historie. Der var tale om to fyldte passagertog, der brasede frontalt sammen midt i myldretiden.

- Der lød et kæmpe brag, og så var der stilhed. Jeg føler mig så heldig, fordi jeg er uskadt. Det kunne lige så godt være mig, der var kommet til skade, siger en mandlig togpassager til Ritzaus udsendte medarbejder.

Manden sad i den næstforreste kupé i et af de to tog, som stødte sammen i den voldsomme frontalkollision. Ambulancer kører fortsat i pendulfart til og fra Halle station, og folk med forbindinger forlader teltene efter endt førstehjælp.

 - Kollisionen var brutal. Toget bremsede ikke. Vognene er væltet, og mange mennesker er i chok, siger en unavngiven passager til tv-stationen RTL.

Det ene tog kom fra den sydlige del af Bruxelles, den anden fra stationen Tournai.

Der er ikke noget, der tyder på, at danske statsborgere var indblandet i ulykken, oplyser Udenrigsministeriet.

Flere toglinjer, heriblandt hurtigtoget mellem Bruxelles og Paris, er fortsat indstillet efter ulykken.

Er du i Belgien og har du hørt eller set noget i forbindelse med togulykken, så skriv en sms til B.T. på 1929, e-mail 1929@bt.dk eller ring 33 75 75 33