Det er en guldfugl, der er klar til at flyve. Marcus Ingvartsen er Superligaens og et af det danske U21-landsholds største salgs-objekter, og der er ingen tvivl om, at rigtig mange udenlandske klubber vil have ham som forstærkning.

Over 30 klubber fra udlandet har ifølge BTs oplysninger været på besøg på Right to Dream Park i Farum for at vurdere ham, for jo, 23 mål og topscorertitlen i Superligaen betyder noget. Det betyder faktisk så meget, at han allerede har sagt nej til konkrete tilbud. Det afslører han nu overfor BT.

»Der har været nogle ting, og jeg kunne nok godt have været et andet sted nu, men både klubben og jeg har gerne villet trække det lidt og vente til efter EM, og det, tror jeg, er klogt. Det er første gang for mig, at jeg skal skifte klub, og selvfølgelig skal man passe på, at bejlerne ikke venter, men vælger en anden, men selv om man skulle have prøvet at skifte klub fire gange, tror jeg aldrig, man ved, hvornår det perfekte tidspunkt er. Jeg tager det stille og roligt og satser på, at jeg med nogle flere mål hernede kan tiltrække endnu flere klubber, og så må vi se efter EM,« siger Marcus Ingvartsen.

Jeg kan forstå, at der har været bud efter dig fra Eintracht Frankfurt?

»Der har været lidt ting, men ikke noget, jeg virkelig ville,« siger Marcus Ingvartsen, som i interviewet udtrykker, at han ikke vil tale om konkrete klubber.

FC Nordsjælland-angriberen har dog sat sig det mål, at han denne gang ikke vil til en storklub.

»Jeg er selvfølgelig åben for at kigge på de ting, som ligger på bordet, men Tyskland, Belgien og Holland er steder, jeg sagtens kan se mig selv i. Selvfølgelig er der stor forskel på klubberne i Tyskland, men jeg sigter som udgangspunkt efter et midterhold. Det skal være noget med noget fornuft i. Selvfølgelig er der nogle hylder, og jeg vil gerne tage et skridt eller to op, men det bliver ikke noget helt stort. Jeg går efter at komme ud til en klub, som tror på mig og vil lade mig spille. Det er bare sådan, jeg tror, det er den bedste måde for mig at gøre det på. Så kommer det helt store forhåbentlig på et senere tidspunkt, det tror jeg på,« lyder det fra angriberen, der tidligere i sæsonen forlængede sin kontrakt med FC Nordsjælland, men har en gentleman-aftale om et salg denne sommer.

I den aftale er der ifølge Marcus Ingvartsen også en forståelse for, at det ikke nødvendigvis er den klub, der vil betale mest, som løber med ham.

»Selvfølgelig vil Nordsjælland også have nogle penge, og når jeg spiller bedre og bedre, gør det mig også dyrere, men hvis det er det rigtige for mig, og det ikke nødvendigvis er den største klub, der kan betale mest, så tror jeg på, at vi kan finde en løsning. Jeg er sikker på, at vi finder ud af noget, så jeg kan tage det næste skridt denne sommer,« tilføjer Marcus Ingvartsen, som nyder den øgede opmærksomhed på lægterne fra andre klubber. Noget, der med garanti vil være rigtig meget af, når han løber på banen søndag mod Italien i den første gruppekamp ved U21-EM.

»Jeg kan gode lide de kampe, hvor der er noget på spil, så jeg kan være afgørende og gøre nogle ting i min karriere. Jeg bruger det positivt som motivation og giver den lidt ekstra, men jeg tænker ikke på, at der sidder den og den klub og kigger på mig, så jeg skal score.«

Men gør han alligevel det – scorer – ved U21-EM, kan han og FC Nordsjælland om ganske få uger stå i et dilemma, for så vækker han måske de største klubbers interesse så meget, at de lægger et bud. Kan han, og klubben, så sige nej igen?