Nina Larsson fik sin dødsdom for 11 år siden. Men trods risikoen for at overføre hiv-virussen, valgte hun at få et barn.
Godnat, mor. Nina kysser sin søn på panden, lukker Disney-bogen og kravler ud af køjesengen. Sender sit lille fem-årige mirakel et sidste ømt blik, inden hun forsigtigt trækker døren i til børneværelset.
I mere end 11 år har medicinen været en vigtig del af det liv, som lægerne udstedte en dødsdom over. ‘Du har 10 år tilbage at leve i’, lød beskeden. Hun havde fået hiv.
- Mit liv styrtede sammen, siger Nina.
På ruinerne har den 38-årige sosu-assistent Nina Larsson skabt et nyt fundament. Sten for sten bygget et liv op, der er fuldt af håb og tro på fremtiden for sig selv og den søn, hun valgte at få. Velvidende, at der var en risiko for, at hendes barn fik smitten. Velvidende, at hendes liv kunne blive kortere end de flestes. Hun tog chancen. Lod sin drøm fylde mere end frygten.
Med BT PLUS får du:
- Indblik: Mor med HIV
BT PLUS anbefaler også:
Godnat, mor. Nina kysser sin søn på panden, lukker Disney-bogen og kravler ud af køjesengen. Sender sit lille fem-årige mirakel et sidste ømt blik, inden hun forsigtigt trækker døren i til børneværelset.
Selvom det stadig er lyst udenfor, er det ved at være sengetid for den lille familie i lejligheden på det ydre Østerbro i København. Nina er også på vej i seng. Medicinen gør hende træt.
I mere end 11 år har medicinen været en vigtig del af det liv, som lægerne udstedte en dødsdom over. ‘Du har 10 år tilbage at leve i’, lød beskeden. Hun havde fået hiv.
- Mit liv styrtede sammen, siger Nina.
På ruinerne har den 38-årige sosu-assistent Nina Larsson skabt et nyt fundament. Sten for sten bygget et liv op, der er fuldt af håb og tro på fremtiden for sig selv og den søn, hun valgte at få. Velvidende, at der var en risiko for, at hendes barn fik smitten. Velvidende, at hendes liv kunne blive kortere end de flestes. Hun tog chancen. Lod sin drøm fylde mere end frygten.
Stemmen er lav. Det er nu 11 år siden, hun i en alder af 27 år fik konstateret hiv. Hun kigger ned. Tænker tilbage på den juni-dag, da alt ændrede sig.
Brevet
2001: Det er sidst på eftermiddagen. Nina Larsson er lige kommet hjem fra sit arbejde i lufthavnen. Hun tjekker postkassen og tager indholdet med op i lejligheden. Mellem reklamerne ligger et brev. Det er fra Rigshospitalet. Fra epidemiafdelingen.
’Da vi er blevet bekendt med, at du muligvis har været udsat for en smitsom sygdom, vil vi hermed opfordre dig til at henvende dig med henblik på en undersøgelse herfor. Du kan være smittet, selvom du ikke mærker noget til det.’
Tørt og klinisk formuleret. Ikke et eneste ord om, hvad det kan være. Hjertet sidder i halsen, da hun med rystende hænder får tastet nummeret til hospitalet. Det handler om hiv, fortæller lægen. ‘Den tager vi lige, når jeg kommer ind’, siger hun og lægger røret på. Hun skubber det væk. Vil ikke tænke på det. Det kan jo ikke passe.
I tre dage ligger hun bare under dynen. Venter på resultatet af blodprøverne. Det hele begynder at køre rundt i hovedet på hende. ‘Hvad fanden er det for noget?, tænker hun. Tårerne presser sig på, mens angsten vokser i kroppen. Hendes søster kigger forbi, holder hende i hånden. Sammen venter de på svar. Ingen af dem ved endnu, at Nina har båret hiv-virussen i kroppen de seneste tre år.
- Da lægerne endelig fortalte, at jeg var hiv-smittet, så jeg et korthus af billeder for mig, som bare faldt sammen. Det var mit liv, der styrtede sammen. Jeg kan tydeligt huske, at det første, jeg tænkte, var, at nu bliver jeg syg, og så dør jeg, siger Nina Larsson.
Søsteren ringer til deres mor, der bor i USA. Hele vejen fra en telefon på den anden side af jorden til telefonen i lejligheden i København lyder moderens ulykkelige reaktion. Skriget. Et skrig, der sidder dybt i Nina, og stadig får tårerne frem i øjenkrogen.
19. juni 2001 får Nina den brutale dom, der gør fremtiden kort og konkret. 10 år tilbage at leve i. 10 år til at opfylde drømmene. Til at leve nok for et helt liv.
Nina var i flere år lykkeligt uvidende om den livsfarlige virus, hun bar rundt på. Sådan er sygdommens væsen. Når du smittes, bliver du voldsomt syg i en kort periode, men så mander kroppen sig op. Og alt vender tilbage til det normale. I flere år.
Da Nina får diagnosen, spørger lægerne på hospitalet, om hun på et tidspunkt har været rigtig syg.
- Jeg kom i tanker om, at jeg et par år tidligere lå i sengen i lidt over en uge. Jeg kunne ingenting. Lå bare i sengen og kravlede ud til toilettet, når jeg skulle derud. Jeg havde det virkelig skidt. Så jeg ved helt nøjagtigt, hvornår jeg blev smittet, og hvem jeg blev smittet af, fortæller hun.
Sur og vred
Nina læner sig tilbage i stolen. Hun løfter kaffekoppen, men sætter den tilbage på bordet uden at drikke af den. Prøver at holde følelserne tilbage. Hun kigger ud ad vinduet og tager en dyb indånding.
- Jeg var sur og vred. Og ked af det. Jeg tænkte, at hvis jeg mødte ham på en mørk vej, så vidste jeg ikke, hvad jeg kunne finde på at gøre ved ham. Men jeg er kommet frem til, at de tanker kan jeg ikke bruge til noget. Jeg er jo lige så meget skyld i det, som han er. Jeg kunne have sagt, at vi skulle bruge beskyttelse, indtil vi begge var blevet tjekket.
- Nina, du er også selv skyld i det, gentager hun højt for sig selv.
Hun har siden forsøgt at kontakte ekskæresten, men han ville ikke tale med hende.
Nina er afhængig af medicin resten af sit liv. Tre piller om dagen. Jævnligt tjekkes hun på hospitalet. Men tiden har skubbet frygten, vreden og frustrationerne i baggrunden. Følelsen af, at hun kan nå at leve, er kommet tilbage i hendes liv. Den tog til i styrke, da hun for 7 år siden mødte en mand.
2005: Hun kan mærke forelskelsen i hele kroppen. Det er lang tid siden, hun har oplevet det. Det er dejligt. Sammen med sommerfuglene begynder en tanke at vokse i hende. Måske behøver hun ikke at leve resten af sit liv uden en kæreste, selvom hun har hiv. Men hun frygter også, hvordan han vil reagere, når hun fortæller det. For det er hun nødt til snart at gøre. Der må ikke komme følelser i klemme, hvis han smækker døren. Bare han kysser hende, får hun paraderne op. Nu må det bære eller briste.
Lettet og glad
Bekymringerne var overflødige. For selvom det chokerer ham, så er det ikke noget problem. Det er jo hende, han vil have. Også selvom hun har hiv.
Hun er lettet og glad. Nærmest lykkelig. Og sammen med sin nye kæreste får hun bygget en ny tilværelse op. En tilværelse, hvor kærligheden fylder mere end sygdommen - og et nyt ønske fødes. Hun vil gerne have et barn.
- Vi dyrkede usikker sex. I begyndelsen var det meget svært, for vi havde ikke snakket så meget om risikoen for at blive smittet. Men han sagde, at det var mig, han ville være sammen med, så han var villig til at prøve. Smitterisikoen er meget lav, når man er i behandling, men jeg spurgte ham alligevel, om han var klar over, hvad han gik ind til. Risikoen er der jo. Det var han ligeglad med.
2006: Nina troede ikke, hun kunne få børn. Nu er hun endelig gravid. Men alene. Kærligheden holdt ikke. Det var ikke sådan, hun havde forestillet sig det.
Alligevel er der ingen tvivl i hendes sind. Hun vil have sit barn. Hun ved, at der kun er en lille risiko for, at barnet bliver smittet. Ved at hun er i en behandling, som både hun og barnet kan tåle under graviditeten. Det hele skal nok gå, siger hendes mavefornemmelse.
I 2007 kom Ninas lille dreng til verden. Gudesmuk. Sund og rask. Som en hyldest til livet. En trods mod sygdommen.
- Det sværeste var, at jeg ikke måtte amme på grund af min sygdom. Jeg var så ked af, at jeg gik glip af den kontakt, der er mellem moderen og barnet, når man ammer. Det var ærgerligt. Men nu havde jeg jo fået ham, og det var stort for mig, og om jeg så kunne amme eller ej, det var selvfølgelig mindre vigtigt.
Frygter døden
I dag er Ninas søn fem år. Han går i børnehave, løber på løbehjul og elsker is. Han er en dreng, som drenge er flest. Og hun elsker at overraske ham. Ofte tager de en tur til stranden og spiser pizza, eller tager i svømmehallen og leger. Hun prøver at være impulsiv. Det skyldes måske, at frygten stadig ligger og ulmer i baghovedet. Frygten for at hun ikke skal se sin søn blive voksen.
- Jeg frygter døden. Jeg frygter min sygdom. Jeg er ikke lige så bange for at dø, som jeg har været. Men tanken om at skulle efterlade min søn - det knuser mig helt, fortæller Nina.
Hun kan ikke længere holde følelserne tilbage. Tårerne får frit løb. Nina tager en dyb indånding og tørrer de blanke øjne.
- Hvis jeg dør, hvem skal så passe på min søn? Han er mit et og alt. Jeg vil gerne se ham vokse op, selv få børn og blive gift. Lære ham de ting, der er i livet. Det er ikke andre, der skal gøre det. Men det, der gør mig glad, er at se min søn blive stor. At se ham på vej i børnehaven, hvor han løber på sit løbehjul. Så tænker man ‘Hold da op, hvor er han blevet stor. Det går godt nok hurtigt.’
På grund af sin sygdom har Nina og hendes søn fået en venskabsfamilie gennem Red Barnet, som han besøger en gang imellem.
- Det er ikke en aflastningsfamilie. Det er mest på grund af, hvis der nu skete mig noget. Hvem skal han så være hos? Så det er for at få en slags sikkerhed i forhold til ham, fortæller hun.
Ninas søn ved godt, at mor er syg. Men han ved ikke, hun er hiv-smittet. Han ved, mor spiser medicin, at hun har nemt ved at blive syg, og at hun er på sygehuset en gang imellem. Men hun synes stadig, han er for lille til at få at vide, hvad hiv er.
- Det er vigtigt for mig, at han ved, jeg er syg. Når han bliver gammel nok til at få at vide, at jeg har HIV, har jeg ikke skjult noget for ham. Han kan stole på mig. Jeg ved ikke, hvor gammel han skal være, før jeg fortæller det, men han skal jo ikke gå ned i børnehaven og sige ‘mor har hiv’, når han ikke ved, hvad det betyder.
Frygten for sygdommen bestemmer ikke længere over Nina. Hun har det godt, siger hun. Og hun er ikke afvisende overfor at få endnu et barn - hvis hun møder den rigtige mand.
- Det er ikke noget, jeg savner eller søger efter. Men min søn siger, at han gerne vil have en lillebror eller en lillesøster. Jeg har prøvet at forklare ham, at så skal mor først have en kæreste. Man kan selvfølgelig få et barn selv, men det orker jeg simpelthen ikke.
- Jeg orker ikke at skulle være alene-mor til nummer to også. Det har ikke noget med hiv at gøre. Det er bare hårdt at være alene-mor. Så mor skal have en kæreste, før han kan få en lillebror eller en lillesøster. Det skal nok komme.
Lys fremtid
Smilet er tilbage. Nina ser lyst på fremtiden. I dag arbejder hun kun 32 timer om ugen på et plejehjem i Farum, så hun har mest mulig tid sammen med sin søn.
- Jeg har lært at sætte større pris på mit liv og min søn. Jeg fik ikke nok ud af livet, før jeg blev smittet. Jeg er mere positiv nu. Jeg kan sagtens danse rundt på gaden og være glad, selvom jeg har hiv, smiler hun.
For 11 år siden fik Nina dødsdommen. Hun har trodset den. Har takket være ny og bedre medicin overlevet. Og levet. Med udsigt til et helt liv.
- Jeg tror, jeg lever et langt liv. Jeg bliver 90, siger hun og griner.
