Den folkekære skuespiller overlevede i første omgang et hjertestop, men nu er han ikke mere. Læs BTs sidste interview med skuespilleren blot en måned før hans død.
Henning Moritzen snød døden i første omgang og nåede at flytte på plejehjem i sine sidste måneder. For Henning Moritzen var en fighter, der langt fra var klar til at give op.
- Det var en voldsom tur. Noget af en forskrækkelse. Men det går meget bedre nu. Jeg synes, at jeg har det meget godt. Og så har jeg stor hjælp af mine to skønne, voksne børn, Marianne og Michael, der er rigtig flinke til at hjælpe mig, fortalte han, da BT besøgte ham. Ikke hjemme i sit elskede hjem gennem 59 år på Grøndalsvej på Frederiksberg. Moritzen var nemlig flyttet. På plejehjem.
Med BT PLUS får du:
- Henning Moritzen: Jeg spillet min sidste rolle
BT PLUS anbefaler også:
Henning Moritzen snød døden, men han er hjemme igen. For Henning Moritzen er en fighter, der langt fra er klar til at give op.
- Det var en voldsom tur. Noget af en forskrækkelse. Men det går meget bedre nu. Jeg synes, at jeg har det meget godt. Og så har jeg stor hjælp af mine to skønne, voksne børn, Marianne og Michael, der er rigtig flinke til at hjælpe mig, fortæller han, da BT besøger ham. Ikke hjemme i sit elskede hjem gennem 59 år på Grøndalsvej på Frederiksberg. Moritzen er nemlig flyttet. På plejehjem.
- Det er selvvalgt. En pludselig indskydelse. Selvom det er helt nyt, så tror jeg, at det er det rigtige, jeg gør. Jeg er jo 84. Jeg sad derhjemme og tænke, at det var noget pjat, at jeg sad i det kæmpe hus, jeg må gøre noget ved det, fortæller han.
Han er åndsfrisk. Og rap i replikken. Men man kan godt se, at han er og bedyrer, at det har mange fordele.
- Så kommer jeg jo over til et sted, hvor der er noget liv omkring mig, og hvor der er andre, jeg kan tale med hver dag. Så det kan ikke være bedre.
Det er mindre end to uger siden, han flyttede ind på plejehjemmet. Men de er gået smertefrit.
- Ungerne de har indrettet det så skide pænt, at det minder om mit hjem på Grøndalsvej. Det er skønt. Og så er de så utrolig søde og hjælpsomme herovre, så jeg er så glad, siger han, der heller ikke har de store problemer med at finde sig tilrette i området. Det er nemlig lige i nabolaget fra hvor han har boet det meste af sit liv.
- Det er nogle få villaveje fra hvor jeg boede, så jeg kender hver en flise på villavejene i kvarteret heromkring. Det er dejlig, for så føles det ikke så fraflytningsagtigt. Men selvfølgelig er det da altid svært at forlade Grøndalsvej, for det er et pragtfuldt hus. Der er min familie vokset op. Mine børn og min elskede kone.
Slipper aldrig savnet af Lise
Ja, jeg kunne forestille mig, at man har bundet mange minder i sådan et hus?
- Det er helt sikkert, siger han, holder en kort pause og siger så, mens han slås sig let på brystkassen.
- Men dem har jeg jo stadig. Her. I hjertet.
Henning Mouritzen sidder ved sit arbejdsbord, der fylder det meste af den beskedne stue. Der er kun lige plads til en seng, en stol, en kommode og et stort fladskærmsfjernsyn. Fjernsynet viser Tour de France.
Følger du med i Tour de France?, spørger jeg, og peger på tv’et.
- Nej, ikke det fjerneste, siger han, og bedyrer, at det bare er rart, at tv’et er tændt. Så er der noget liv.
På kommoden, ved siden af fjernsynet, står der et billede af Henning Moritzen og hans elskede hustru, Lise Reigheim.
- Ja, det er sgu nitten år siden, hun døde, siger han, mens han peger på billede.
- Men vi fik 40 dejlige år sammen. Det er vigtigt, lyder det med glød i stemmen. Man er ikke i tvivl, når man hører ham omtale hustruen, der døde af en hjernesvulst. Det var ægte kærlighed. Eller er. For han elsker hende stadig.
- Jeg slipper aldrig af med savnet. Det var min ungdomskærlighed. Hun var fantastisk. Det er en dejlig tid at tænke tilbage på.
Tilbage til udgangspunktet
Du har haft en del problemer med bentøjet. Hvordan går det med dem?
- Det går skidt, du. De er svære at gå på. De vil ikke rigtig hjælpe mig mere, så jeg sidder i rullestol. Det kan jo ikke være anderledes. Men så er det, at jeg til stadighed må sige, at jeg har mine to dejlige børn, der passer så godt på mig. Jeg ser det som en stor, stor gave, at jeg fik lov at opleve at få børn. Og så hele to gange.
- Også at det er blevet to så vidunderlige mennesker - det kan jeg godt vurdere, uden at være sentimental. De er begge vældig godt begavet og hele deres holdning til tilværelsen. Jo, jeg er godt tilfreds med dem, det skal jeg love for, siger han og fortæller at børnene tit er på besøg.
- Så kører de mig rundt på villavejene, det er så hyggeligt. Jeg kender jo hver en sten her i nabolaget. Forleden kørte min datter mig rundt i bilen til de adresser, jeg har vokset op på lige fra jeg var dreng. Det var skægt at se alle de vejnavne, man kender så godt. Og det lignede sig selv, synes jeg.
Ikke noget tilgode
Henning Moritzens karriere spænder vidt. Han har et hav af film, tv-optrædener og teaterforestillinger på det imponerende cv. Det er da heller ikke mange år siden, at han havde sin sidste filmrolle. Men selvom han stadig er åndsfrisk, så er det forbi. Han har spillet sin sidste rolle.
- Det er slut med at lave film, jeg har slet ikke kræfter til det mere. For det at lave film, det er jo ikke bare, at springe ind foran kameraet. Der er så meget andet rundt omkring. Det koster mange kræfter. Dem har jeg ikke mere. Men jeg kan sagtens forlige med den tanke. Jeg har sgu fået lov at prøve det hele, det må jeg sige. Jeg har været med på fjernsynet, fra deres første udsendelse.
- Det der så vigtigt i min alder, jeg bliver 84 år i august, det er, hvordan ens liv har været, og jeg har haft et vidunderligt liv. Helt fra starten, da jeg begyndte med teateret. Der er mange store ting, at tænke tilbage på.
- Det må man da sige. Og sidste år fik du tilmed en Æres-Bodil til Bodil-festen?
- Ja, det var sgu dejligt. Jeg havde tre bodiler i forvejen, så der står fire derhjemme (han vandt I 1961, 1962 og 1990, red.). Men en Æres-Bodil er noget særligt. En Æres-Bodil, siger han, mens han smager på ordet æres.
- Det var sødt af dem, at give mig den, selvom jeg egentlig ikke ser mig selv som noget særligt. Jeg er jo bare mig, siger han, mens han sender et blik ud af vinduet. Ud mod trætoppene.
- Men jeg har været heldig. Min karriere har været meget varieret og interessant. Jeg har ikke været nogen stilstand. Jeg har aldrig manglet arbejde, så jeg er dybt taknemmelig, for det er et vanskeligt fag. Det har været et langt liv, med mange fantastiske oplevelser.
- Jeg har bestemt ikke noget tilgode.
