23-årige Mille fra Slagelse har et alternativt studiejob. Hun tester nemlig sexlegetøj for online sexshoppen Winkwink.dk.

Hun har testet sexlegetøj siden december 2015, og Mille fortæller, at hun kun havde én dildo, før hun blev tester. Men nu vælter det ind med nyt og interessant sexlegetøj. Den 23-årige pædagogstuderende fra Slagelse går meget systematisk til værks, når hun får nyt legetøj ind ad døren.

»Når jeg får det tilsendt, så tester jeg det i hvert fald tre gange. Ens reaktion på legetøjet kommer også an på humøret, og om det er med eller uden partner, man skal teste det. Så jeg prøver det på forskellige måder,« siger hun til BT.

Selvom Mille uddanner sig til pædagog, drømmer hun også om at blive sexolog en dag. Derfor er der heller ikke noget bedre, end når arbejdsgiveren sender en pakke.

»Jeg er er bare über ivrig, fordi jeg synes, det er det fedeste i verden at hente en pakke på posthuset. Så snart man får pakken ind ad døren, har man tre måneder til at lave anmeldelsen. Så man får god tid, men jeg svarer som regel efter en uge. Jeg går i gang med det samme,« siger hun.

Det er også mange forskellige ting, som Mille får sendt med posten. Her fortæller hun om et af de mere spøjse indslag.

»Det sjoveste og mest mærkelige jeg har fået hedder 'I rub my duckie'. Som ligner en klassisk gummiand, men med en vibrator i. Man kan have den med i badet, men jeg har aldrig fundet ud af, hvordan den skal bruges rigtigt. Det er ubehageligt at bruge halen og næbbet som vibrator.«

Milles venner er generelt begejstret for hendes alternative studiejob, men forældrene har et lidt andet forhold til det.

»Min far ved det ikke, og min mor er sådan lidt 'la la la det jeg vil jeg ikke høre noget om, men hvordan går det med det'.«