Politikeren, der blev kaldt ’Danmarks mest magtfulde kvinde’ taler ud
Hun blinker ikke engang, når man siger ’Danmarks mest magtfulde kvinde’ eller omtaler hende som ’et stykke danmarkshistorie’.
Hun er årsagen til, vi fik en ny regering. I hvert fald hvis man lytter til parade-talerne, hvor man ikke taler om ’ti år med en VK-regering’, men ’ti år med Pia Kjærsgaard ved magten’. Hun er på 17. år i gang med et stykke politisk historie.
Hun er mere hadet og måske også mere elsket end nogen anden nulevende politiker. Og så er hun i øvrigt også blevet kørt ned af en lastbil, har været skilt i meget kort tid, står på terroristernes dødslister, har sikkerhedsvagter med sig døgnet rundt og rummer en stærk familiehistorie.
Læs historien om Pia Kjærsgaard her
Med BT PLUS får du:
- Sådan blev jeg Pia Kjærsgaard
BT PLUS anbefaler også:
Hun blinker ikke engang, når man siger ’Danmarks mest magtfulde kvinde’ eller omtaler hende som ’et stykke danmarkshistorie’.
Hun er årsagen til, vi fik en ny regering. I hvert fald hvis man lytter til parade-talerne, hvor man ikke taler om ’ti år med en VK-regering’, men ’ti år med Pia Kjærsgaard ved magten’. Hun er på 17. år i gang med et stykke politisk historie.
Hun er mere hadet og måske også mere elsket end nogen anden nulevende politiker. Og så er hun i øvrigt også blevet kørt ned af en lastbil, har været skilt i meget kort tid, står på terroristernes dødslister, har sikkerhedsvagter med sig døgnet rundt og rummer en stærk familiehistorie.
Velkommen til Pia Kjærsgaards første 65 år.
Barndom
Jeg er tryghedsnarkoman. De første 13 år havde jeg en meget tryg barndom. Hinkede og legede i Randersgade på Østerbro, tilbragte somrene i et træsommerhus i Bagsværd og elskede at læse bøger. Jeg græd som pisket over Tove Ditlevsens bøger, da jeg var 8.
Far var farvehandler i Øster Farimagsgade, fik til sidst en stor forretning, arbejdede meget og vedholdende og endte som en velhavende mand. Min mor var køn og livsglad og gik hjemme. Men så blev de skilt, da jeg var 13. Det var absolut ikke nogen god skilsmisse, og det giver sår i et barns tilværelse. Min mor flyttede, og jeg blev boende hos min far i Hellerup, hvor vi var flyttet ud. Det var hårdt.
Jeg var en drengepige. Var aldrig genert, aldrig bange for at sige min mening og var altid lidt anfører i klassen. Masser af venner, var altid selvstændig og gik til spejder og dans. Jeg har arvet min mors livsglæde og min fars solide måde at arbejde på. Han gav mig også naturen og tog mig med på jagt. Nogle gange stod vi op kl. 3-4 om morgenen med jagthunden Skipper og gik på jagt.
Han skød aldrig noget, når jeg var med. Jeg tror, det var et hensyn, men fra den tid elskede jeg naturen og franskbrød med roquefort og termokaffe. Det hele var trygt, indtil mine forældre blev skilt.
Jeg blev meget hurtigt voksen og moden. Med mor ude af huset fik jeg et ansvar, selv om der var husbestyrerinder, nogle typer, som jeg fandt gamle, selv om de måske kun var sidst i 20’erne. Jeg havde da veninder og gik til fester og holdt mig ikke tilbage. Men jeg var ikke sådan rigtigt ung, fordi jeg havde et ekstra ansvar. 
Gift og skilt
Jeg ville kernefamilien. Elsker trygheden på alle punkter. Måske også på grund af mine forældres skilsmisse. Jeg mødte Henrik allerede, da jeg var 13. Han kom til vores skole i Hellerup og gik et år over mig. Var meget køn, absolut én pigerne lagde mærke til, og så sang han i Radioens Drengekor. Så kan X Factor godt gå hjem og lægge sig. Det var stort.
Han inviterede mig i Vangede Bio for at se Øst for Paradis på sidste række, og vi blev kærester. I de yngre år havde vi også andre kærester, men da jeg var 20, blev vi gift, i ’67, og et halvt år efter fik vi en datter og senere en søn.
Jeg læste ikke videre efter folkeskolen. Mine forældre var skilt. Hjemmet sagde ikke, at jeg skulle, og der fandtes ikke skolevejledere for en skoletræt pige. Men jeg havde faster Asta, en meget selvstændig dame, måske er det dér, jeg har det fra. Hun blev aldrig gift. Hun blev student, det var bestemt ikke almindeligt dengang. Hun var dybt skuffet over, at jeg ikke læste videre, ja irriteret.
Jeg fortryder ikke noget i dag, men det var da lidt ærgerligt, selv om det er gået mig meget godt siden.
Da jeg var 28, røg jeg ind i den berømte krise. Væggene strammede lidt rigeligt. Henrik og jeg havde kendt hinanden i 15 år og slidt lidt på hinanden. Tror det var et oprør mod det borgerlige. Jeg havde aldrig fået den uddannelse, jeg burde have haft, hvad skulle jeg bruge resten af livet til? Være hjemmegående? Jeg havde masser af veninder, begyndte at gå i byen og levede lidt mere vildt. Jeg tror, det var min ungdom, jeg skulle reparere på.
Så vi gik fra hinanden. Det var slet ikke højrøstet. Jeg blev boende med børnene, Henrik flyttede. Og vi nåede at sætte os på en gang det sted, hvor man bliver separeret, sad bare og gloede dumt på hinanden på hver sin stol. Det var en mærkelig oplevelse, som jeg godt ville have været foruden.
Men det varede kun i fire måneder, så flyttede vi sammen igen. Det var simpelthen en fejltagelse, og måske var det i virkeligheden sundt nok. Om fem år har vi guldbryllup.
Fremskridtspartiet
Så jeg begyndte at arbejde igen. Som hjemmehjælper. Fremskridtspartiet kom på dagsordenen. Som så mange andre af de 500.000, der havde stemt på partiet ved første valg, var det oprøret, der trickede mig.
Jeg syntes, det var forfriskende, at der var nogen, der talte Roma midt imod. Jeg synes i dag, det er ærgerligt, at så mange unge mennesker ikke har kendt Glistrup, som han var dengang. Glimt i øjet, fuldstændig afbalanceret, ikke noget vildt og råbende, og han vidste, hvad han sagde. Endelig skete der noget, og der blev rørt ved det konforme.
Det lå ikke umiddelbart i mig at være rebel. Jeg har aldrig tilhørt 68-generationen, selv om jeg var 21 dengang. Det sagde mig ikke noget. Jeg har alligevel været lidt Pia-pæn-pige-agtig.
Men jeg ville godt se et parti indefra. Skrev læserbreve og blev stillet op. Havde aldrig forestillet mig, at jeg skulle vælges ind. Men jeg blev stillet op tre gange, og i ’84 blev jeg så stemt ind, da Glistrup blev stemt ud. Det var stort for mig. Men de var på hælene. Der var seks mandater, og der var lynhurtigt to, der forlod partiet, og det var ikke det mest ophidsende, der var tilbage. Jeg tænkte, det var slut ved næste valg. Men så begyndte det alligevel at fascinere mig, og vi begyndte at ligge bedre i meningsmålingerne.
Derefter kom de sindssyge magtkampe. Jeg tror, jeg har 30 ringbind med gamle klip, og når jeg ser de overskrifter, begriber jeg ikke, hvordan jeg nogensinde er kommet igennem det. Det var ulideligt. Kampene var så gemene, intrigante og nedrige, at det trodser enhver beskrivelse. Jeg ville have partiet stabiliseret, ville gerne have Glistrup med, men det ville han ikke. Han hånede ordførerne og en gruppebestyrelse, der kunne ’tælle pengene i kaffekassen’. Jeg bar over med ham længe.
Han sagde også hårde ting om mig, og det er altid hårdere, når det er folk, man skal alliere sig med. Men jeg bliver kold og rolig i de situationer. De fleste i min omgangskreds ville have troet, at jeg ikke kunne politik, fordi jeg har temperament og troede vel, at jeg ikke kunne styre det. Men det har jeg altid kunnet.
Jeg kan godt høre, det er farligt, hvad jeg er ved at sige. Jeg har godt kunnet mærke, at der er ting, jeg har sagt og gjort, som virkelig har fået folk til at tænde af. Men jeg er aldrig gået på en talerstol for at ’nu skal den ha’ hele armen’. Jeg har aldrig provokeret med overlæg, men har bare sagt, hvad jeg stod for. Jeg har virkelig været overrasket over de følelser, jeg kan vække i folk.
Midt i al balladen med Fremskridtspartiet kom jeg ud for en ulykke, hvor jeg blev væltet af en lastbil på cykel og brækkede benet tre steder. Gentofte Amtssygehus måtte sætte et ekstra telefonapparat ind på stuen, da deres almindelige telefonbord var ved at bryde sammen. Der fandtes ikke mobiler dengang. Og jeg fik så mange blomster, at vi delte ud til resten af hospitalsgangen.
Chaufføren havde det rigtig skidt og mødte op dagen efter med en stor æske chokolade. Det havde hans mor bedt ham om. 
Høj pris for børnene
Jeg tror altid, det er svært for børn at have kendte forældre, uanset om det er skuespillere eller politikere. Børn tænker altid ’kunne de da ikke bare være almindelige’ eller drømmer om at have en mor med forklæde, der bager boller.
Det har været hårdt for mine børn. Og da Berlingske i 1997 lavede en artikelserie med politikernes børn og de talte med min datter Nan, gik der hul på en boble, og hun fik luft for de svære ting, hun havde været igennem. Det vakte stor opstandelse, fordi vi ikke var enige politisk. (I interviewet lægger den dengang karseklippede Nan fra Nørrebro afstand til sin mors politiske holdninger og fortæller om ikke at ville fotograferes med forældrene og om arbejdet for Det Danske Center for Menneskerettigheder, men anerkender også sin mor for aldrig at indoktrinere børnene og give dem frihed til at gå i en anden retning, red.)
Vi ringede omgående sammen og snakkede meget om det efterfølgende. Hun var ked af, at det blev offentligt, men der har aldrig været en periode, hvor vi ikke har set hinanden. Jeg elsker mine børn, ville slet ikke kunne leve med ikke at se mine børn.
Mine børn har skullet forsvare og forklare meget. Ikke alene i forhold til mig, men også i en meget turbulent periode i Fremskridtspartiet, hvor folk gjorde nogle fuldstændig idiotiske ting. Og indadtil var jeg evig optaget, også mentalt. Det var jo benhamrende hårdt de første år. Der skulle virkelig ydes en enorm indsats for at få Fremskridtspartiet til at fremstå nogenlunde troværdigt. Og Dansk Folkeparti var da også en hård kamp op ad bakke med etableringen.
Så fritiden gik også tit med det politiske. Det tænker jeg da tit på. Men jeg har ikke været en ravnemor, de har haft gode bedsteforældre, Henrik og jeg har været sammen, og jeg gik hjemme de første år.
I dag har vi et strålende forhold, og jeg prøver at gøre et stort aflad i forhold til børnebørnene og være med til at give dem gode oplevelser. Og man skal respektere, at ingen af dem ønsker at være mediepersoner.
Dansk Folkeparti
Rent politisk betragter jeg krone-afstemningen i 2000 som den største præstation. Jeg oplever også hele Dansk Folkepartis indflydelse siden 1995 som et stykke danmarkshistorie.
I det store billede vil jeg nødig have haft et Danmark uden Dansk Folkeparti. Det har været helt nødvendigt med begge de partier, jeg har været medlem af. Der måtte ske noget, og så blev det mig i denne rolle. Hvis ikke jeg havde været der, havde der nok været en anden.
Men selvfølgelig var det også et personligt projekt. Man er også forfængelig som person. Jeg synes da, det er dejligt, når man ser i en måling af partilederne i Berlingske for nylig, at jeg stadig ligger højt i folks bevidsthed. Men arbejdet var også nødvendigt. Nogle måtte gøre det.
Hele perioden fra 2001 og samarbejdet med Fogh og siden Løkke var også supergodt. Det var unikt, fordi Fogh er det menneske, han er. Han er jo ikke én, man lige kommer ind på. Jeg tror, han tænkte ’hvad sker der lige her?’, da vi havde vores første samtaler i 2001. Jeg er meget åben og direkte. Men han blev fortrolig med det, og vi har haft mange gode samtaler. Jeg har fået ting at vide, som jeg er sikker på, at andre ikke har fået at vide.
Da jeg fyldte 60, blev jeg og mange andre overraskede, da han kom og gav mig et kram. Det var man ikke vant til at se fra ham i fuld offentlighed. Vi havde også kriser, da han begyndte at blive fjern. Alle vidste, at han var på vej væk, men han ville ikke indrømme det. Dér kunne jeg godt mærke, at han var ved at smutte mellem fingrene på mig.
Jeg kan godt se, at folk har kaldt mig Danmarks mest magtfulde kvinde. Det er da tilfredsstillende, selvfølgelig er det det. Men jeg har altid vidst, at det kun varede til en vis dag, og man skal nyde den tid, man har.
Jeg ser ikke projektet som afsluttet nu. Jeg har aldrig lagt skjul på, at jeg gerne ser Dansk Folkeparti i regering. Og vi ville gøre det anderledes end Socialistisk Folkeparti, det kan du være sikker på. Vi ville være bedre forberedte. Ambitionen er udelukkende på partiets vegne. Nu må du ikke skrive, at vi kommer i regering, det er kun, hvis situationen er rigtig. Det skal ikke være for enhver pris, men der ser jeg projektet fuldbragt. Og så kan jeg sagtens se min egen drivkraft holde ved. Også selv om det først skulle ske i 2015, hvor jeg så vil være 68.
Jeg har regeringsambitioner på partiets vegne, ikke på egne vegne. Og jeg er helt sikker på, at projektet vil overleve mig. Vi har rigtig gode folk, og det undrer mig, når vi ikke får den anerkendelse. 
Had og sikkerhed
Jeg har aldrig haft tid til venner på Borgen. Jeg har lidt haft indtryk af, at det må være, fordi folk ikke kan holde deres egne partifæller ud, når de har kaffeklubber på tværs. Sådan har jeg aldrig haft det. I Fremskridtspartiet var der slet ikke tid til det, og i Dansk Folkeparti har vi hinanden.
Vi har meget stor tillid til hinanden og kan li’ at være sammen. I min egen gruppe har jeg lært meget af Søren Espersen, hans journalistiske baggrund og store viden og hans store familiemæssige værdier. Udenfor partiet ser jeg Kai Dige Bach (MF, De Konservative 88-98, red.), men mine relationer er ikke, som jeg har oplevet andre politikere. Jeg har ikke behov for det.
Jeg har en stor vennekreds med sjove, dejlige mennesker. Jeg har haft god tid til at vænne mig til, at alle forholder sig til mig og alle fra halvandet år og op kender mig. Hvis man lægger det hele op på guldvægten, så er der mere i den positive. Jeg har et rigt liv og har det godt i min hverdag.
Det ærgrer mig mest, når folk, der burde have forstand på politik, udtrykker sig nedladende. At der sidder en idiot på Nørrebro blandt de autonome, eller at én, der er sur, lukker det hele ud, rører mig ikke, men det andet kan godt ærgre mig.
Hele sikkerheden omkring min person påvirker da familien enormt. Men jeg vælger at tage det positivt. Det sikrer min tryghed, og jeg kan arbejde i fred og ro. Men der er vagter hele tiden, og det er et emne, jeg er nødt til at være blufærdig om.
Hvis jeg havde kendt alle konsekvenserne af mit politiske liv på forhånd, ved jeg ikke, hvad jeg ville have gjort. Det kan jeg ikke svare på. Men her og nu må jeg sige, at jeg har et godt liv.
