Dansk Folkepartis tidligere formand rasede tirsdag over musikeren Wafandes provokation under en velgørenhedskoncert. Nu svarer hitmageren igen.

Den danske reggae-musiker Wafande benyttede lejligheden til at kritisere Pia Kjærsgaard, da han som sidste mand kom på scenen under en velgørenhedskoncert for hjemløse mandag for at synge sangen 'Lang vej hjem', der kritiserer den tidligere VK-regering og DF's indvandrerpolitik

Det var Pia Kjærsgaard, der sad med blandt publikum, mildest talt utilfreds med.

- Jeg vil ikke finde mig i at stå model til den slags til en koncert. Og ingen andre tog afstand fra det. Jeg troede virkelig, at vi var kommet over det der med, 'selvom jeg har brune øjne, så er jeg født i København. Det må du forstå Pia Kjærsgaard', sagde hun til bt.dk.

Den historie blev spredt vidt omkring, og den kom også forbi Wafandes skærm. Nu svarer han så igen på Facebook med en kæk bemærkning - inspireret af idéen om, at dårlig omtale er bedre end ingen omtale.

Læs også: Pia Kjærsgaard raser over Wafande: Jeg vil ikke stå model til den slags

- Jeg mener, at noget så simpelt som ytringsfriheden er på tale her.. Men tak for opmærksomheden, Pia, skriver han.

Pia Kjærsgaard kritiserede over for bt.dk, at Wafande brugte en velgørenhedskoncert til at lange ud efter hende. Det er Wafande tilsyneladende uenig i. Han mener ikke, at han var synderligt uhøflig.

- Jeg var meget menneskelig og høflig over for hende. Og jeg respekterer hendes meninger, men hun skulle så også respektere mine. På trods af det, er hun stadig vred, skriver han.

Medvind på facebook

Wafandes statusopdatering har allerede fået masser af vind i sejlene. På blot en time, har næsten 2.500 personer 'liket' den, og han får masser af opbakning i kommentarsporet.

Som en Facebook-bruger skriver:

- Nu må hun da styre sig. Du er sanger og skal ikke tage nogen som helst hensyn til, om hun er der, eller hvem hun har med.

Tidligere tirsdag fortalte Pia Kjærsgaard til bt.dk, at hun ikke mente, at Wafande var klar over, at hun var til stede. Den udlægning er Wafande tydeligvis ikke enig i.

- Jeg sagde endda på scenen, at jeg havde meget respekt for, at hun var til stede for de hjemløse, skriver han.

Wafande ønsker ikke at uddybe sin kommentar på Facebook. 'Han taler sin stemme gennem musikken', som hans manager formulerer det. Manageren tilføjer dog følgende for Wafande:

- Wafande mener, at det mest bemærkelsesværdige ved begivenheden var, at Pia Kjærsgaard skaffede sig adgang til koncertens backstage-område for at overfuse ham efter koncerten. Det virkede som om hun aldrig havde hørt sangen før, skriver Wafandes manager Peter Ødegaard Skovsted i en mail til BT.

Sangen 'Lang vej hjem' skrev Wafande tilbage i 2010, fordi han følte sig provokeret af forslag og udtalelser fra den tidligere DF-formand.

Koncerten mandag aften på Bremen Teatret i København var en støttekoncert, hvor blandt andet Flemming Jensen, Anne Marie Helger, Bobo Moreno, Michala Petri og Hjemløsekoret underholdte. Projekt Hjemløs, som giver mad og omsorg til hjemløse i København, får overskuddet fra koncerten.