En enkelt socialdemokrat forsøgte i den forløbne uge på et gruppemøde at få klarhed over, hvordan Helle Thorning-Schmidt & Co. agter at drive en kommende regering. Historier i pressen om 'dødslister' over embedsmænd, S-toppen vil af med, og overvejelserne om kraftig oprustning af den politiske rådgivning af kommende ministre, fik en socialdemokrat til at efterlyse svar på, hvad ledelsens planer egentlig er. Svaret fra Helle Thorning-Schmidt var ikke til at tage fejl af: Den slags overvejelser ligger i hænderne på dem, der skal danne regering. Underforstået: Folketingsgruppen skal blande sig udenom. Ingen protesterede. Der er intet så disciplinerende for menige politikere, som udsigten til at der snart skal udpeges nye ministre. Den lille episode er symptomatisk for både klimaet i folketingsgruppen og den ledelsesstil, Helle Thorning-Schmidt må ventes at lægge for dagen, hvis hun bliver statminister. Selv om Socialdemokraterne løbende har jamret over magtfuldkommenhed og lukkethed under VK-regeringen, nidkært stillet spørgsmål til hver detalje i et sagsforløb og forlangt omfattende undersøgelser af mistænkelige sagskomplekser - skal man næppe forvente en ny slags åbenhed eller rosenrød plads-for-os-alle-attitude, hvis Thorning rykker ind i Statsministeriet. Stilen kommer ikke til at minde om Lars Løkkes lettere ustrukturerede arbejdsmetoder og tøvende tilgang til at træffe beslutninger - eller om Poul Nyrups uldne kommunikation og iver efter at grave sig personligt ned i hver enkelt detalje. Thornings stil bliver mere den Fogh’ske - med vægt på klar og kontant topstyring, nøje forberedte budskaber og afgrænsning af sin personlige deltagelse og tilgængelighed. Da Lars Løkke for knap to år siden fik Socialdemokraternes opbakning til at lukke ministrenes kalendere for aktindsigt, vakte det dyb undren og irritation blandt Helle Thornings nærmeste, at S-formanden gik med til det. Men Helle Thorning har, efter et par første ekstremt vanskelige år som partiformand, manifesteret sig som en leder uden reel intern opposition. Ingen udfordrer for alvor linjen eller formandens autoritet, hvilket i sig selv er historisk for Socialdemokraterne. Da Nyrup i sin tid væltede Auken, var det ham magtpåliggende at fortælle, at det ikke blev ’The winner takes it all’. Nyrup forsøgte - ofte forgæves - at finde balancen og fastholde våbenhvile ved at sørge for, at sol og vind blev delt lige mellem fløjene og grupperingerne, når der skulle fordeles poster og attraktive ordførerskaber. Thorning kom til med den styrke, det giver at blive valgt uden at have blod på hænderne. Alligevel fik hun først skabt ro og fremgang efter alliancen med Carsten Hansen - garanten for, at de rødere dele af partiet kan leve med ledelsesbeslutningerne. Undervejs har mange af dem desuden forladt gruppen - Sandy Brinck, Frank Jensen, Pernille Blach Hansen, Pia Gjellerup og andre, der ikke ligefrem hørte til Thornings nærmeste støtter. Gruppemedlemmer har oplevet at blive sat kontant på plads - internt af Thorning selv eller i offentligheden af nummer to i hierarkiet, Henrik Sass Larsen. Den hårde styring og opgøret med de mange års interne opslidende fejder om linjen har båret frugt i den forstand, at Socialdemokraterne nu fremstår som et enigt parti, der styrer sikkert mod en magtovertagelse. Men prisen har blandt andet været dræn af erfarne kræfter og et parti, der ikke ligefrem bobler af visioner og overbevisende ideer til, hvordan Danmark kan blive et meget bedre samfund.