SF-formand Villy Søvndal er dumpet alle fem gange, han er blevet udsat for faktatjek i danske medier.

SF-formand Villy Søvndal er dumpet alle fem gange, han er blevet udsat for faktatjek. Det viser en gennemgang af resultaterne fra mediernes faktapatruljer, som tjekker politikernes påstande under valgkampen, foretaget af journalisten.dk.

I alt er 34 løgne og overdrivelser blevet afsløret ved 56 faktatjek fra Berlingske, BT, Politiken, JP og DR.

Meget tyder på, at SF-formand Villy Søvndal ikke er blevet mere forsigtig i sin omgang med sandheden, siden han i valgkampen 2007 blev afsløret i at have overdrevet antallet af plejehjem, han havde besøgt. I 2011 er han blevet tjekket fem gange, og alle fem gange har dommen været at udtalelsen har været forkert.

Villy Søvndal har overdrevet ventetiderne på de jyske skadestuer, at 38.500 ledige står til at miste dagpengeretten, at boligmarkedet er ”gået fuldstændig i stå”, og at De Konservative vil afkræve 500 kroner for hvert lægebesøg. Det passede heller ikke, da SF-formanden hævdede, at regeringen afleverer ”et historisk stort underskud”, skriver journalisten.dk

Den eneste anden politiker, der er blevet snuppet i fem fejl eller overdrivelser er statsminister Lars Løkke Rasmussen (V). Men han er også blevet tjekket 12 gange.

Ingen medier har fundet lejlighed til at lave faktatjek på udsagn fra den fremadstormende radikale leder Margrethe Vestager. Og den konservative leder Lars Barfoed er kun blevet tjekket en gang, hvor det viste sig, at han talte sandt.

Her er Journalisten.dk´s opgørelse over, hvordan politikerne har klaret sig i mediernes faktatjek.

LARS LØKKE: tjekket 12 gange

Fem forkerte, syv sande udsagn

VILLY SØVNDAL: tjekket fem gange

Fem forkerte udsagn

HELLE THORNING SCHMIDT: tjekket fem gange

Tre forkerte, en neutral og et sandt udsagn

PIA KJÆRSGAARD: tjekket fire gange

Tre forkerte og et sandt udsagn

JOHANNE SCHMIDT-NIELSEN: tjekket tre gange

To forkerte og en neutral

ANDERS SAMUELSEN: Tjekket to gange

En forkert og en neutral

LARS BARFOED: tjekket en gang

Et sandt udsagn

MARGRETHE VESTAGER: tjekket nul gange