Følg dagens vidneafhøringer i Skattesagskommisionen live på bt.dk fra kl. 9.30.

’I må tjekke jeres fakta.’ Sådan lød det kortfattede svar fra statsminister Helle Thorning-Schmidt (S), da hun på sit pressemøde tirsdag blev spurgt til sine skatteindbetalinger i 1999. Dermed sår Thorning tvivl om et kronvidnes forklaring i Skattesagskommissionen.

I torsdags fortalte skattedirektør Lisbeth Rasmussen i undersøgelsesretten, at den socialdemokratiske ledelse i 1999 henvendte sig til Skat med krav om, at Helle Thorning-Schmidt skulle pålægges at betale skat i Danmark.

Lisbeth Rasmussen henviste under afhøringen til et fortroligt notat, som en embedsmand, fagdirektør Ivar Nordland, havde gravet op af Skats arkiv i kælderen, og som aldrig før har været kendt i offentligheden.

Budskabet i henvendelsen var ikke til at tage fejl af. S-toppen krævede, at den nyvalgte EU-parlamentariker mod sin vilje blev ved med at være skattepligtig i Danmark, efter at hun i oktober 1999 havde bosat sig i Bruxelles med hele sin familie.

Thorning har tidligere i samtalebogen ’Den første’ fra 2007 fortalt om, hvorfor hun foretrak at bo i Bruxelles. Bogen er skrevet af Noa Redington, der nu har været hendes spindoktor i fem år.

Noa Redington spørger hende direkte, om ikke et medlem af parlamentet skal bo i Danmark. Hun svarer, at det var meget svært at få tingene til at hænge sammen med små børn, når man er medlem af EU-parlamentet.

- Særligt hvis ens mand også rejser. Og jeg var indstillet på at bruge alle mine kræfter på det politiske, uden at det skulle gå alt for meget ud over Johanna og Camilla. Det var virkelig en model, som var ti gange smartere for os som familie end at bo i Danmark, svarede Thorning.

Kæmpede for sin lave skat

Hendes tidligere partifælle Torben Lund, som dengang var formand for den danske S-gruppe i EU-parlamentet, har også haft fokus på Thornings tid i Bruxelles.

I detaljer har han beskrevet, hvordan Helle Thorning-Schmidt kæmpede for at beholde sin lave skat i Belgien og undgå dansk skattepligt. Det fremgår af hans selvbiografiske erindringsbog fra 2006 ’Hjertesager - i og uden for politik’.

Her fortæller Torben Lund vredt, hvordan Helle Thorning-Schmidt nægtede at følge de etiske retningslinier, man ellers var blevet enige om. Socialdemokraterne havde i valgkampen slået sig op på at tage et opgør med den udbredte brug af skattefri frynsegoder, fiflerier med ’blyantpenge’ og skattetænkning, og nu fangede bordet.

- Den administration og afklaring blev ikke fulgt af Helle Thorning-Schmidt, og det var ikke helt nemt at forklare dem (de ansatte), at hun ikke ville følge retningslinjerne for folkeregisteradresse og skatteforhold, mens personalet selvfølgelig havde pligt til at gøre det. Som det i stor stil fremgik af medierne, fastholdt Helle Thorning-Schmidt udadtil, at hun havde bopæl i København, mens hun boede med mand, børn og tjenestefolk i en villa i Bruxelles, skriver han.

Måtte bøje sig

Striden endte med, at Thorning bøjede sig og betalte skat i Danmark - selv om hun ikke var skattepligtig.

Da politisk redaktør Jesper Termansen fra Radio24syv i går spurgte Helle Thorning-Schmidt, om hun kunne bekræfte, at hendes parti gik til myndighederne for at tvinge hende til at betale skat i Danmark, udbrød der kortvarigt tumult, da en tilstedeværende mand protesterede over spørgsmålet.

Et vedkommende spørgsmål

Jesper Termansen begrunder sit spørgsmål til Thorning med, at skattedirektør Lisbeth Rasmussen i torsdags bragte helt nye oplysninger frem.

- Kronvidnet brugte udtrykket, ’at nogen gik og småblandede sig i hendes skatteforhold’, siger han og stiller sig noget uforstående over for, at hun svarer, at han skal tjekke sine fakta.

- Når Helle Thorning-Schmidt siger, at vi skal tjekke vores fakta, tolker jeg det sådan, at der er noget forkert i den fremstilling, der er givet. Hun siger ikke, hvad der er forkert. Nu er ånden så at sige ude af flasken, og hun burde selv have en interesse i, at den rigtige historie bliver fortalt. Da synes jeg, det er journalistisk relevant at spørge ind til, hvad der foregik, siger han.

Følg dagens vidneafhøringer i Skattesagskommisionen live på bt.dk fra kl. 9.30.