Kommentar af BTs politiske kommentator Søs Marie Serup
Efterspillet oven på sidste uges formandsopgør i Venstre er langtfra slut.
Støvet har knap nok lagt sig efter den sidste magtkamp i Venstre, før en ny truer. Der lægges kupplaner, men nu mod partiets næstformand.
I Efterdønningerne fra tirsdagens hovedbestyrelsesmøde i Venstre har mange haft behov for at sætte et par ting på plads. Nogle til citat, andre til baggrund. Da Lars Løkke Rasmussen blev spurgt om indholdet af aftalen med Kristian Jensen, overlod han beredvilligt ordet til sidstnævnte for nærmest demonstrativt at understrege, at han nu ikke længere er alene om at tale for Venstre. Resultatet blev dog nærmere, at han så ud som om, han ikke selv mente indholdet af aftalen ville ændre væsentligt på noget. Søren Gade ville understrege, at han havde været indforstået med at blive brugt af Lars Løkke Rasmussen til at presse Kristian Jensen. Kristian Jensen ville understrege, at han skam havde indgået en god aftale med Lars Løkke Rasmussen og i øvrigt ville have kunnet slå både Løkke og Gade i en direkte duel på Venstres landsmøde, hvis det var kommet så vidt.
Eftertanken melder sig i etaper, efterhånden som blodtrykket nærmer sig normalen. Hos en del af de unge MFere har det resulteret i, at man nu betragter Klub 20 som afgået ved døden. Det var den klub, som opstod som modvægt til Klub 19, som anføres af Hans Chr. Schmidt, og som de unge mente havde fået for meget magt i gruppen. Andre unge MFere forventer, at klubben fortsætter, dels fordi man mere end nogensinde har brug for at vende det hele over en øl, og dels fordi der er reelle politiske forskelle på de to klubber. Det er Løkkes støtter, der vil opløse klubben, og Kristian Jensens, der vil fortsætte.
I Løkke-lejren er man her i efterspillet blevet noget forargede over rygter om, at Kristian Jensen ikke havde stemmerne bag sig til at indkalde til et ekstraordinært landsmøde. Det hævder Jensens folk dog, at der var, men at Jensen – i modsætning til Løkke – ikke ville sende partiet ud i en opslidende tre-fire ugers magtkamp. Mange er da også overraskede over, hvor egoistisk Løkke var i den afgørende time. Det var ikke ham, der lagde sig ned for Venstre. Det var partiet, der lagde sig ned for – ikke ham – men formandskabet.
Løkkes folk har fået besked på at holde sig i ro, men kan nu læse i avisen – endda til citat – at partiets næstformand vedkender sig, at han var ved at begå et kongemord. Flere overvejer nu, om man kan have sådan en næstformand siddende. At kongemordet ikke lykkedes, gør det jo ikke til en mindre illoyal handling.
På den anden side står ’de fredede’ og er faktisk forbavsende kry, i betragtning af, at de sådan set tabte et formandsopgør. Når de er så selvsikre, så er det, fordi de nu ser på en hovedbestyrelse på 132 baglandshøvdinge, der føler, at de har fået en ny og vigtig rolle i forhold til at sikre Venstres fremtid. De skal nemlig holde hånden over den næstformand, der lagde sig for partiet, da det var nødvendigt. Jensens folk føler sig overbeviste om, at hvis nogen udfordrer Kristian Jensen på et landsmøde, så vil de 132 riddere af det runde venstrebord rejse sig og nedkæmpe enhver opstand. Flere mener endda, at det vil være en fordel for Kristian Jensen, hvis han kan tage fra næste landsmøde med fuld opbakning fra baglandet.
Det eneste sikre, man kan konstatere nu, er, at det kan godt være, skyderierne er indstillet, men pistolerne er stadig trukket. Freden er endnu ikke vundet i Venstre.
