Skattemyndighederne bliver nu kritiseret for deres behandling af Helle Thorning-Schmidts skattesag. Selv om det er en måned siden, at B.T. afslørede, at Helle Thorning-Schmidt har givet modstridende oplysninger om sin mands, Stephen Kinnocks, ophold i Danmark til forskellige myndigheder, ser det umiddelbart ud til, at det faktum ikke indgår i Skats undersøgelse af ægteparrets skatteforhold.

- Jeg kan bekræfte, at vi endnu ikke har modtaget nogen forespørgsel fra Skat på Helle Thornings-Schmidts oplysninger, siger Jakob Nygaard Waage, der er souschef i Justitsministeriets civilretskontor.

Han er i besiddelse af to mail, hvor Thorning skriver, at Kinnock fra 2004 og frem har været i Danmark hver weekend fra fredag til mandag.

Thorning har ellers tidligere sagt til pressen og Skat, at parret har regnet ud, at det for 2009 kun er 33 weekender om året.

Antallet af dage i Danmark er væsentligt, når man skal afgøre, om en person er skattepligtig i Danmark og derfor undrer skatterådgiver Søren Aagaard fra Advodan sig. Aagaard forstår ikke, hvorfor Skat ikke har ønsket denne dokumentation fra Justitsministeriet, når Helle Thorning åbenlyst har givet forskellige oplysninger til to forskellige myndigheder.

- Det er netop Thornings mail til Justitsministeriet, der har skabt stor tvivl om, hvorvidt hun giver de rigtige oplysninger til den ene eller den anden myndighed. Jeg synes, det er mærkeligt, at Skat ikke beder Justitsministeriet om at få verificeret disse oplysninger. Men det kan selvfølgelig være, at det er fordi, Skat ikke behøver det,« siger Søren Aagaard.

I en af de to mail til Justitsministeriet i oktober sidste år skrev Thorning, at manden har været hjemme hver weekend siden 2004. Ifølge Søren Aagaard burde det få Skat til at være endnu mere grundig.

Skat vil nemlig kun undersøge Kinnocks skatteforhold tre år tilbage i tiden.

Alle forhold bør frem

- Jeg synes, mailen til Justitsministeriet burde fange Skats interesse. Hvis Stephen Kinnock har været nok dage i Danmark i 2004 til at være skattepligtig, så vil han også være skattepligtig i årene efter. Jeg synes, at det er betænkeligt, hvis ikke Skat får alle forholdene frem, siger Søren Aagaard.

Dansk Folkepartis skatteordfører Mikkel Dencker forstår ikke, hvorfor Skat ignorerer Thornings mail til Justitsministeriet.

- Det undrer mig meget, hvis Skat slet ikke bider mærke i, at Thorning har sendt en mail med helt andre oplysninger til Justitsministeriet, end hun har givet til Skat, siger han.

- Vi tjekker generelt

Erling Andersen, chef for Skat København, vil ikke forklare nærmere, hvordan Thorning/Kinnock-sagen bliver behandlet.

- Vi tjekker generelt, om de indsendte oplysninger er korrekte.

Gør I det også i denne sag?

- Det vil være brud på min tavshedspligt at sige noget.