SF forsøger på en uholdbar måde at være i regering og opposition på samme tid.

Sådan lyder reaktionen fra Berlingske politiske kommentator, Thomas Larsen, på udtalelsen fra SFs landsledelse, hvor man tager afstand fra finansminister Bjarne Corydons (S) aftale med investeringsbanken Goldman Sachs om en kapitalindsprøjtning i energivirksomheden DONG Energy.

»Det er højst usædvanligt, at en regeringspartner i den grad underminerer en afgørende økonomisk aftale, som er foretaget af den regering, som den selv er medlem af. Det er katastrofalt for regeringen som helhed, for det er med til at forstærke billedet af uro og indre splid og kaos, som i øjeblikket præger mediebilledet omkring regeringen,« siger Thomas Larsen.

SFs landsledelse mødtes mandag, hvor den samlede ledelse nåede til enighed om en udtalelse, som Politiken er i besiddelse af. Af den fremgår blandt andet, at »landsledelsen er bekymret for konsekvenserne ved aftalen«, og at »der må være offentligt ejerskab eller kontrol med vitale områder inden for forsyning og infrastruktur«.

Skatteminister Jonas Dahl (SF) har tidligere stået på mål for salgsaftalen. Blandt andet har han sagt til Information, at han »har tillid til, at Finansministeriet har indgået den bedste aftale, man kunne indgå samlet set. Det er jeg blevet forsikret om, og det må jeg jo stole på«.

Både Jonas Dahl og partiformand og socialminister Annette Vilhelmsen (SF) var imidlertid enige i landsledelsens udtalelse.

At det sker, mener Ekstra Bladets politiske kommentator kan sætte SFs regeringsplads på spil.

»På den ene side har Annette Vilhelmsen og Jonas Dahl jo været med hele vejen igennem og godkendt, og på den anden side sidder de og er med til at vedtage en udtalelse, som jo kun kan tolkes som en alvorlig mistillidserklæring til finansminister Bjarne Corydon og dermed regeringen. Og det vil sige, at den naturlige konsekvens af sådan en udtalelse er, at man udtræder af regeringen,« siger Hans Engell og fortsætter:

»Man kan ikke på den ene side være med i en regerings økonomiudvalg og ledelse og være med til at indgå en sådan aftale og så derefter i partiregi vedtage noget, der går den stik modsatte vej. Så jeg mener, at SF har bragt sig i en situation, hvor det er spørgsmålet, om de overhovedet kan fortsætte som regeringsparti. I hvert fald bør Corydon og Helle Thorning spørge direkte, om det er SFs mening, at de vil ride på to heste.«