Siden den nye formand for de konservative Søren Pape Poulsen mandag aften stod frem og fortalte, at han er homoseksuel, er reaktionerne væltet ind på de sociale medier. 

Og ligesom Søren Pape selv undrer sig over, at det i 2014 stadig er eksotisk og ikke kan forstå, hvorfor hans seksualitet skulle være relevant, undrer mange af dem, der har kommenteret på nyheden, sig over det samme.

Alligevel roser modekommentator og debattør Jim Lyngvild K-formanden for at stå frem og stå ved, hvem han er. Især fordi Søren Pape er leder af et konservativt parti.

Læs også: Ny formand for Konservative: Jeg er homoseksuel

- JEG ER LYKKELIG!!!! Tænk sig at Det Konservative Folkeparti har valgt en HOMO til at stå i spidsen for den efterhånden svindende hærskare. Konsulinde Holm (karakter fra tv-serien Matador, red.) roterer gevaldigt i sin grav lige nu. Hvor er det skønt, at Søren Pape står ved hvem han er og ikke ligger under for støvede dogmer om konservatisme - jeg springer sgu ud som konservativ... bare i dag, skriver Jim Lyngvild, der selv er homoseksuel, på sin Facebook-profil og fortsætter:

- Pape, jeg er 100 % bag dig (PÅ den ikke usædelige facon) og kipper med flaget for, at vi i 2014 er nået SÅ lagt. Hvad bliver det næste, en sort amerikansk præsident...? Nej, den må de sgu længere ud på landet med!

Siden Søren Pape i sidste uge blev præsenteret som kommende formand for de Konservative, har han oplevet en stor interesse for sin person og i høj grad sin seksualitet. Derfor valgte han mandag selv at gå til medierne for at fortælle, at han er homoseksuel.

- Det ses åbenbart stadigvæk i 2014 som noget lidt eksotisk, og jeg tror, at ethvert oplyst menneske er godt klar over, at ens seksualitet ikke er noget, man vælger. Jeg synes, at det er ærgerligt, at jeg skal sidde og snakke om det, for jeg synes, at det er irrelevant for Det Konservative Folkeparti, siger han i et interview med DR og fortsætter:

- Jeg mener af et ærligt hjerte ikke, at det er interessant, og jeg forstår ikke, at nogen synes, at det er interessant i 2014. At man går op i det og næsten vil vurdere mennesker ud fra deres seksualitet, finder jeg mærkeligt.

Den samme holdning har en masse af dem, der på de sociale medier har kommenteret på nyheden.

Det gælder blandt andet for byrådsmedlemme for Radikale i Egedal Kommune, Philip Hesselbjerg. På sin Twitter-profil skriver han:

- Jeg er bare så vred! Hvad rager mandens seksualitet os andre? Stop nu, for satan da.


 
Også Twitter-brugeren Heine Aaen Hansen er ligeglad med Papes seksuelle orientering.

- For 14 dage siden havde jeg aldrig hørt om Søren Pape. Jeg er *pænt* ligeglad med hvem han kysser på, skriver han.



Samtidig undrer Twitter-brugeren Jette Derriche sig over, at de danske medier stadig synes, at Søren Papes seksualitet er interessant.

- @SorenPape, der er åbenbart stadig nogle journalister der mener politikeres seksualitet er interessant. Latterligt!, skriver hun.