Fra 2002 og frem til 2014 vil Lomborg i alt få 145,6 millioner til sin forskning. S kalder det "grotesk".

145,6 millioner kroner.

Så mange skatteyderpenge kan miljødebattør Bjørn Lomborg i 2014 i alt se tilbage på at have fået fra regeringen til sig selv og de institutioner han er - eller har været - leder af.

Miljøminister Karen Ellemann (V) oplyser således i et svar til Folketingets miljøudvalg, at Bjørn Lomborg i 10 års perioden fra 2002 og til 2012 fik/får bevillinger for 138,1 millioner kroner.

Derudover er på årets finanslov allerede afsat yderligere fem millioner kroner til Copenhagen Consensus Center i 2013 og andre 2,5 millioner kroner til centret i 2014.

Bjørn Lomborg blev i 2002 hentet ind som direktør for det nyoprettede Institut for Miljøvurdering. Instituttet skulle ifølge daværende statsminister Anders Fogh Rasmussen (V) sikre "mere miljø for pengene".

Der blev dog rettet kraftig kritik af det faglige niveau i flere af instituttets rapporter, og i 2004 forlod Bjørn Lomborg stillingen for at vende tilbage som lektor i Aarhus.

Det nu nedlagte Institut for Miljøvurdering modtog 88,6 millioner kroner til og med 2007.

I 2006 blev Bjørn Lomborg direktør for det nyoprettede Copenhagen Consensus Center, som har hjemme på Handelshøjskolen i København (CBS, Copenhagen Business School).

Socialdemokraternes medlem af miljøudvalget, Benny Engelbrecht, kritiser støtten til den kontroversielle miljødebattør.

- Det er grotesk, at Pia Kjærsgaard og Lars Løkke Rasmussen har givet klimaskeptikeren over dem alle, Bjørn Lomborg, næsten 150 millioner kroner.

- Det er en helt gal prioritering, når vi samtidig ved, at regeringen og Dansk Folkeparti har skåret kraftigt ned på bevillingerne til miljø- og naturindsatsen.

- Ved et regeringsskifte vil Socialdemokraterne og SF stoppe forgyldningen af Bjørn Lomborg, siger Benny Engelbrecht.



/ritzau/