Hvis du er 45 år, mister du retten til efterløn, men skal alligevel arbejde, til du er 68, hvis regeringen får sit forslag om at droppe efterlønnen igennem. Det bekræftede statsminister Lars Løkke Rasmussen søndag aften i en direkte tv-duel med socialdemokraternes formand Helle Thorning i DR-tv.

- Er det spørgetime, spurgte Lars Løkke polemisk, da Helle Thorning i offensiven spurgte, om ændringen af efterlønsdelen i velfærdsforliget fra 2006 betød, at den del af det, der indebærer at f.eks. 45-årige først kan komme på pension, når de fylder 68, bliver ved med at gælde.

- Vi fremsætter et forslag, som giver svar på det, du spørger om, svarede Lars Løkke, men han bekræftede at den del af forliget bevares. Det betyder også, at en f.eks. 33-årig postarbejder først kan gå på pension, når hun er fyldt 71.

- Men man skal selvfølgelig ikke arbejde, hvis man er slidt ned, sagde Lars Løkke, der tidligere har sagt at flere formentlig nu vil få tilkendt førtidspension, hvis regeringens forslag om at droppe efterlønnen bliver vedtaget.

- Men vi skal være sparsomme med, hvem vi sender på førtidspension, sagde Helle Thorning.