Lars Løkke vil lave om på den reform, han lige har lavet, hvis han bliver statsminister igen

Den skattereform, Venstre lige har indgået med regeringen, vil blive lavet om, hvis Lars Løkke Rasmussen igen bliver statsminister.

- Der er ting, vi ikke bryder os om i skatteforliget, og vi har jo ikke nogen forligsmæssige bindinger. Vi har kun bundet os på at overførselsindkomsterne skal reguleres på en anden måde, og at dét med boligejerne rører vi ikke ved.

Er der noget, du vil lave om i skattereformen, hvis du får regeringsmagten igen?

- Jada. F.eks. får danske virksomheder, der har medarbejdere i udlandet, en slags skattereduktion. Det betyder, at f.eks. Cowi Consult kan have danske ingeniører siddende i Indien og konkurrere med et fransk firma. Den skatterabat bliver nu fjernet, og det kommer til at koste Cowi og andre store virksomheder arbejdspladser.


Ser godt ud på overfladen

- Alle, der har en dieselbil, får også en regning, og det synes jeg også er forkert. Det er sådan noget, der er med til at betale topskattelettelserne, og det kan jeg jo ikke lide.

Det ser godt ud på overfladen, men noget af det er grimt, når du kradser i det.

Hvorfor kunne du egentlig pludselig indgå et forlig? Der var jo ikke den helt store forskel på det, du tidligere sagde nej til?

- Jo. Angrebet på renterne var helt ude. Det var det ikke i de andre tilbud.

Bjarne Corydon siger ellers, at I har solgt ud af det meste?

- Det skal han jo sige. Det var afgørende for os, at rente-helvedet var væk. Vi vil ikke finde os i angreb på pensionisterne og boligejerne. Det var først til aller sidst, vi fik fjernet rentefradraget - det var afgørende.

Men skattepakken er så delikat pakket, at hvis man flytter den en smule længere mod os, kan SF ikke holde til det. Og flytter man den en smule længere mod Enhedslisten, så kan Margrethe Vestager ikke holde til det.

Folk synes, det er et uskønt forløb for Venstre?


- Det er ligesom at lave pølser. Det er ikke kønt at se produktionen, men hvis den smager godt, er det vel lige meget. Vi gad ikke forhandle, hvis vi ikke troede på et resultat. Der var et bed med blomster og tidsler. Vi har ikke rigtigt fået plantet nogle blomster. Men vi har fjernet nogle tidsler: Folkepension, aldersdiskrimination og rentefradrag. Og så var der stort set kun blomster tilbage.


Flere blå forlig på vej

Der er flere blå forlig på vej - om førtidspension og fleksjob?

- Ja, regeringen har lagt et forslag frem, der er meget inspireret af noget, vi lagde frem for et år siden. Men der er også noget, der skal fjernes: De siger f.eks., at en fleksjob-ydelse skal afhænge af, om man er i a-kasse, og det er jo som at tvinge folk ind i fagforeninger.

(Venstre, konservative og Liberal Alliance indgik lørdag aften forlig om en reform af fleksjob- og førtidspensionsordningen med regeringen. Red. Se hovedpunkterne i aftalen HER)

Vil du nu arbejde Thorning ud af kontoret?

- Det siger jeg ikke. Men trækker det i den rigtige retning, er vi med.

Men hvis I bliver ved med at lave forlig med regeringen, tror du så, at Enhedslisten bliver så vred, at det ender med et valg til efteråret?

- Man må gå ud fra, at en regering har sit parlamentariske grundlag på plads. Ellers må den udskrive valg. Men det forudser jeg ikke sker. Jeg forudser teatertorden og alt muligt - og så stemmer Enhedslisten for finansloven. Så kan regeringen sidde i fire år, og vi må bare prøve at begrænse skaderne.

Læs i dagens udgave af BT: Løkke: Derfor flytter jeg fra Græsted