Han har ikke lyst til at drikke øl med Lars Løkke. Og han vil selv være statsminister.

Dagen efter, at Venstres næstformand Kristian Jensen lagde afstand til Lars Løkke i et interview i Fyens Stifstidende, fortæller han om sine egne drømme og politiske ambitioner i et interview i tidsskriftet Ræson.

Han håber på at blive formand for Venstre og statsminister, siger han.

Det ville selvfølgelig også være mærkværdigt, hvis Venstres næstformand ikke havde de ambitioner. Men der er forskel på, hvordan man udtrykker sig. Forud for det dramatiske hovedbestyrelsesmøde i Venstre 3. juni, hvor Lars Løkke var lige ved at stille de politiske laksko og gå af som formand, lød den typiske udtalelse fra Kristian Jensen:

»Lars Løkke Rasmussen er en god formand for Venstre, og det ser jeg ingen grund til at ændre på.«

Læs også:

Desuden viste optakten til hovedbestyrelsesmødet, at Lars Løkkes støtter i Venstre ikke er specielt begejstrede ved tanken om Kristian Jensen som ny formand, og at modkandidater kan komme i spil, hvis Lars Løkke trækker sig - som f.eks. den tidligere direktør for Landbrug og Fødevarer, Søren Gade.

Ligesom interviewet i Fynes Stiftstidende, er interviewet med Ræson lavet for noget tid siden - altså før udgivelsen af den kontroversielle bog om Lars Løkke Rasmussen, 'LLR'.

Læs også:

Men nu slår Kristian Jensen i Ræson fast, at han vil være formand og statsminister:

RÆSON: Bliver du formand for Venstre på et tidspunkt?

»Det afgør medlemmerne, men det håber jeg da, at jeg gør.«

RÆSON: Bliver du statsminister på et tidspunkt?

»Så er det jo ikke engang Venstres medlemmer, men alle danske vælgere, men altså …«

RÆSON: Vil du gerne være statsminister?

»Ja, det vil jeg gerne.«

Kristian Jensen bliver også spurgt til balladen op til hovedbestyrelsesmødet, og om der er en opdeling mnellem by- og land-Venstre.

»Venstre er heldigvis et bredt parti, og vi dækker rigtig mange. Vi dækker landmænd og lærere, storbymennesker og sejlere. Og jeg tror ikke, at man kan finde en entydig opdeling ned igennem – at hvis man var landmand, så mente man A, og hvis ikke man var, så mente man B. Det, som var vores udfordring i foråret, det var at få genskabt og få sikret en mere aktiv dialog med vores egne medlemmer, og det har vi brugt rigtig meget tid på efterfølgende. Lars og jeg er på den her meget omtalte turné, hvor vi besøger alle vores medlemmer og giver mulighed for en aktiv dialog med os begge to sammen. Og det har været en kæmpe succes.«

RÆSON: Hvad er det vigtigste, du har lært?

»Jeg har lært, at et parti, der ikke er i kontakt med sine rødder, mister sig selv.«

RÆSON: Hvem har ansvaret, hvis man nu ikke har været det?

»Det er jo et ansvar, som påhviler os, der er ledelse i Venstre. Og handler måske primært om, at ledelsen skal være lydhør. Men selvfølgelig også, at folk skal være klar til at sige fra, når der er noget.«

RÆSON: Det er vel primært formandens ansvar?

»Det er ledelsens ansvar, og med ledelsen mener jeg den brede ledelse. Jeg mener både mig selv, men også Venstres forretningsudvalg, som er den daglige ledelse, og som har den tætte kontakt mellem os, der sidder på Christiansborg, og vores kommuneforeninger og vores medlemmer. Det er os, der skal tage ansvaret for, at den her dialog, som vi har fået genskabt, at den ikke går tabt igen.«

Læs også:

Endelig bliver Kristian Jensen bedt om at forholde  sig til, at Venstre er gået tilbage, og at det er Dansk Folkepartis skyld, at blå blok stadig fører sikkert.

»Når partier har haft et forløb som det, vi havde i foråret, så sætter det sig som en usikkerhed hos vælgerne. Det tror jeg stadigvæk, at vi kæmper med at komme tilbage fra. Plus at Dansk Folkeparti har vist sig utroligt dygtige og professionelle til at få placeret sig i dansk politik som et parti, der tilbyder samarbejde til både den ene og den anden side. Og det tror jeg, har gjort dem attraktive for mange vælgere. Vores udfordring i Venstre er, at vi er et regeringsparti. Det betyder, at hvis vi i Venstre skal komme med et budskab, så skal det være noget, vi også kan gennemføre bagefter. Vi skal ikke tages i at komme med budskaber, vi ikke har en til vished grænsende sandsynlighed for at kunne gennemføre efter et valg. Og det betyder, at vi måske bliver en lille smule mere forsigtige i vores udmeldinger end andre partier. Til gengæld tror jeg, at den tillid, der er til, at når Venstre siger, at 'det er den retning, det skal gå', så bliver det den retning – den giver os på den lange bane et vedblivende højt mandattal,« siger Kristian Jensen.