Martin Lidegaard mener, at den daværende regerings kluntede håndtering kan koste Helle Thorning-Schmidt prestigefyldt FN-post.

Den tidligere radikale udenrigsminister Martin Lidegaard retter nu skytset imod sin tidligere chef Helle Thorning-Schmidt i den såkaldte Eritrea-sag.

Han mener, at den daværende SR-regerings kluntede håndtering af sagen kan komme til at koste Helle Thorning-Schmidt posten som chef for FNs Flygtningehøjkommissariat.

Det skriver Berlingske.

»Jeg tror ikke, at rapporten i sig selv har betydning for Helle Thorning-Schmidts kandidatur. Men det kan håndteringen af rapporten meget vel have, siger Martin Lidegaard til avisen.

Baggrunden for hans udtalelser er den stærkt kritiserede Eritrea-rapport, som den daværende SR-regering bestilte, fordi der pludselig kom mange asylansøgere fra Eritrea til Danmark. Ifølge kritikere var der tale om politisk bestilt arbejde, hvor konklusionerne var givet på forhånd, fordi man ikke ønskede eritreere til Danmark. Rapporten konkluderede da også i første omgang, at eritreerne godt kunne sendes tilbage uden risiko for forfølgelse og tortur. Men siden haglede kritikken ned over rapporten fra blandt andet embedsmænd og rapportens egne kilder, og det betød, at Udlændingestyrelsen droppede rapportens konklusioner som grundlag for asyl-behandlingerne.

Rapport er fortsat i spil

Martin Lidegaards bredside kommer efter, at Folketingets Ombudsmand tirsdag kritiserede Justitsministeriets håndtering af Eritrea-sagen, som eksploderede i hænderne på den nuværende S-formand Mette Frederiksen. Hun var justitsminister på det tidspunkt.

For selvom rapporten ikke bruges af Udlændingestyrelsen mere, så er den ikke formelt trukket tilbage af de danske myndigheder. Det betyder, at blandt andet Storbritannien bruger rapporten til at afvise eritreere.

»Det er en helt uholdbar situation. Det giver ingen mening, at vi ikke vil anvende rapporten i Danmark, fordi vi ikke finder den troværdig, men at briterne anvender den, fordi vi ikke har mandsmod til at trække den tilbage. Derfor opfordrer jeg kraftigt de relevante ministerier til at trække den tilbage. For hvis vi ikke vil anvende den, hvorfor skulle andre lande så gøre det? Danmark har et ansvar her,« siger han til Berlingske.

Martin Lidegaards kritik er opsigtsvækkende, fordi den er møntet på den regering, han selv var en del af for få måneder siden. Selv mener Martin Lidegaard dog ikke, at han har noget ansvar i sagen, fordi rapporten var et anliggende for Justitsministeriet.