Lederne i rød blok krammer og knuser for at signalere lighed og berolige hinanden, siger adfærdsforsker, der har forsket i primaters adfærd.
De fleste tv-seere har bemærket det. Lederne i rød blok står hinanden nær og krammer og knuser, når de mødes til regeringsforhandlinger. Villy krammer Margrethe, Helle krammer Johanne osv. Det politiske billede ser unægteligt anderledes ud, end dengang Anders Fogh Rasmussen, Lars Løkke Rasmussen og Claus Hjort Frederiksen stod i spidsen for de politiske forhandlinger og pænt gav hånd til deres forhandlingspartnere.
Al den krammeri hører simpelt hen ikke hjemme i ansvarlig politik i Danmark, skriver Inge Jensen fra Horsens i et debatindlæg i dagens udgave af Berlingske.
- Det er utroligt mistillidsvækkende at se, hvordan Helle Thorning/Margrethe Vestager, Vestager/Ole Sohn med mange andre knuser og krammer, når de mødes til diverse forhandlinger. De virker aldeles utroværdige - hvordan skal vi tro på, at de vil være ansvarlige over for vælgerne, når de virker så indspist? skriver Inge Jensen og tilføjer, at det selvfølgelig er i orden, at politikere er venner og giver hinanden kram - det skal blot ikke foregå i offentligheden.
Dominerende chimpanser krammer ikke i flæng
Jill Byrnit er adfærdspsykolog og har bl.a. studeret primater, siger, at krammeriet både kan signalere, at politikerne ønsker at berolige hinanden, og at de er lige.
- Læseren fanger noget, som er adfærdsmæssigt korrekt, og som vi kender fra adfærden hos f.eks. chimpanser. Når de krammer, så er det for at berolige hinanden. Overhunnen - den der har bukserne på - lægger en blid hånd på skulderen af den anden abe. Og den anden abe løber hen og krammer den overlegne abe. Rent adfærdspsykologisk betyder det at gå rundt og kramme hinanden hele tiden, at man underkaster sig hinanden. Det er noget, man gør, hvis man er utryg, og hvis man vil signalere ekstrem meget velvilje. En dominerende chimpanse ville ikke hele tiden gå rundt og kramme i flæng, fordi det ville underminere dens status og signalere: 'Jeg er usikker på, hvem der bestemmer', siger Jill Byrnit, der er ekstern lektor på Københavns Universitet og Syddansk Universitet.
Hun tror, at politikerne er helt bevidste om, at de giver kram. Det er ikke noget, der sker spontant.
- De vil signalere lighedstanken. De vil vise: 'Vi er alle venner - endda med dem, vi er politisk uenige med'. Og så kan jeg tilføje en subjektiv bemærkning: Hos aber er det sådan, at jo mere klemte de er - hvis de f.eks. bliver lukket ind i et lukket rum, jo mere vil de sidde og pleje hinanden. Så man kunne også tage krammeriet som et tegn på, at der er mere grund til at være bekymret her, siger Jill Byrnit og griner.
Vi signalerer, vi alle er underhunde
Hun siger, at danskerne generelt er begyndt at kramme mere, mens man tidligere nøjedes at give hånd. Men i modsætning til andre kulturer, hvor knus og kindkys, er en indgroet del af kulturen, har man ikke et fast normsæt for kram i Danmark. Vi krammer også folk, vi ikke kender, og vi har ikke en fast norm for intimsfæren
- Sociologisk set er vi som kultur med krammeriet begyndt at signalere, at vi alle er underhunde. Vi er gået væk fra faderrollen, hvor der er en, der faktisk ved noget og indgyder respekt. Nu skal vi alle være venner og lige. Vi bryder os ikke om hierarkier. Vi skal alle vide lige meget, siger Jill Byrnit.
Beder man hende forklare, hvorfor der bliver krammet mere i rød end i blå blok, så siger hun, at det skyldes, at politikerne jo ligesom resten af befolkningen kommer fra forskellige grupper og har forskellige værdisæt.
- I min optik - set ud fra en adfærdspsykologisk synsvinkel - så føler de borgerlige ikke, at de har brug for det. De føler ikke, at det er vigtigt at signalere kammerateri - at vi alle er venner. De føler, at de har autoritet, og hvis man er en autoritet, så er man ikke nød til at udsende underkastelsessignaler, siger Jill Byrnit.
Skyldes forskellen ikke også, at politikerne kommer fra forskellige sociale grupper i samfundet?
- Jo, men det hænger jo også sammen med, hvilket parti man er i. Det er jo ikke tilfældigt, om man bliver borgerlig eller socialdemokratisk politiker. Man kommer fra forskellige kulturelle kredse, men det er ikke tilfældigt, hvordan man opfører sig i forskellige kredse. Der er dels noget storbysmart ved at knuse - man gør det nok mere i storbyen end på landet - og dels signaler man også, at man befinder sig i en kreds, hvor man er kærlig og varm: 'Her er vi ikke ude på at tryne hinanden'. Det, synes jeg, er lidt misforstået, for man kan være mindst lige så kærlig, når man giver hånd. Som adfærdsforsker synes jeg, at det er en meget overdreven måde at vise ligeværd på, når man er toppolitiker. Det er i min optik lidt mærkelig, for de har jo har masser af magt, siger Jill Byrnit.
Spiller det nogen rolle, at det er mange kvindelige ledere i rød blok?
- Kvinder er i vores kultur lidt mere fysiske end mænd, selv om det er ved at ændre sig. Jeg tror mere, og det er et gæt, at det indirekte spiller en rolle. Kvinder har måske sværere ved at vedstå sig magt end mænd. De føler måske, at det er vigtigt at signalere enighed. Det gør man ved at kramme. Det ville måske blive mere konfrontatorisk, hvis man ikke krammede hinanden. Mænd ønsker ikke at vise enighed, hvis de rent faktisk ikke er enige, siger Jill Byrnit.
