Udenrigsminister Holger K. Nielsen (SF) roser nu den aftale om frasalg af DONG-aktier til Goldman Sachs, som har skabt dyb uenighed i SFs folketingsgruppe og landsledelse.

»Det er en ganske udmærket aftale. Den sikrer, at der bliver investeret i vedvarende energi,« siger Holger K. Nielsen kort inden onsdagens SF-krisemøde om DONG-aftalen.

Anne Baastrups (SF) afløser i Folketinget, Karsten Hønge (SF), var kort efter sin indtræden på Christiansborg ude og kritisere handlen og argumentere for, at SF må træde ud af regeringen, hvis Goldman Sachs-aftalen bliver en realitet.

Men inden krisemødet er Karsten Hønge lidt mere diplomatisk i sit svar på spørgsmålet om, hvorvidt SF skal fortsætte i regeringen.

»Det håber jeg. Der er brug for et SF her i landet,« siger Karsten Hønge.

Holger K. Nielsen afviser, at DONG-aftalen er endnu en kamel, som SF skal sluge for at være med i regeringssamarbejdet, men han understreger, at SF ikke kan fortsætte i regeringen, hvis partiet ikke bakker op om aftalen med Goldman Sachs.

»Nej, det kan vi selvfølgelig ikke. En regering er en regering, og regeringens partier skal stemme for. Det er klart,« siger Holger K. Nielsen.

Skatteminister Jonas Dahl (SF) holdt sig fra at komme med konklusioner, inden han har hørt argumenterne på krisemødet i DGI Byen i København og konstaterer blot, at han håber, at SF fortsætter i regeringen.

»Jeg synes, vi har bidraget til meget i regeringen. Derfor håber jeg også, at SF er i regering både i dag, i morgen og i overmorgen,« siger Jonas Dahl.

Skatteministeren erkender, at DONG-frasalget »åbenlyst er en diskussion, der betyder noget for SFs fremtid i regeringen«, men vil ikke spå om fremtiden.

»Vi tager en god diskussion. Det er der tradition for i SF,« siger Jonas Dahl.

Både SFs landsledelse og folketingsgrupper er samlet i DGI Byen.