Helle Thorning-Schmidt vil oprette 25.000 kontanthjælpsjob og tvinge ledige til at arbejde for deres ydelse.
Hvis Socialdemokraterne kommer til magten efter næste valg, er det slut med, at ledige passivt kan modtage kontanthjælp i månedsvis. Det skriver Berlingske.
I stedet skal de ledige rydde op på strandene og i skovene og hjælpe til i de kommunale køkkener allerede efter en måneds ledighed.
Det er budskabet fra S-formand Helle Thorning-Schmidt, som bruger 1. maj til at lancere et opsigtvækkende udspil om at oprette ca. 25.000 såkaldte kontanthjælpsjob i den offentlige sektor.
- Alle kontanthjælpsmodtagere, som er i stand til at arbejde, skal forpligtes på at tage et job. Hvis der ikke er ordinært arbejde til dem, så skal der oprettes et særligt kontanthjælpsjob, siger Helle Thorning-Schmidt til Berlingske.
Hun er utilfreds med, at kontanthjælpsmodtagere over 30 år først har ret og pligt til aktivering efter ni måneders ledighed i dag.
- Jeg synes, det er helt naturligt, at ledige skal arbejde for deres kontanthjælp og være til nytte for samfundet, siger Thorning-Schmidt og understreger, at kontanthjælpsjobbene ikke må fortrænge almindelige job i den offentlige sektor.
Beskæftigelsesminister Inger Støjberg (V) beskylder rød blok for at ville udvide den offentlige sektor med en masse pseudojob.
- De ledige kommer altså ikke tættere på et rigtigt arbejde, fordi Socialdemokraterne opretter tusindvis af pseudojob.
- Det minder mest af alt om formålsløs masseaktivering, som i mange tilfælde risikerer at fortrænge lønmodtagere, der er ansat på helt almindelige vilkår, siger ministeren.
/ritzau/
HVAD MENER DU OM FORSLAGET? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR.
Helles 1. maj-bombe: Ledige skal samle skrald

kilkaya stream group placeholder
Nyhedsbreve