Den nyvalgte konservative partiformand, Søren Pape Poulsen holdt en nærværende tale i øjenhøjde til partikammeraterne på Det konservative Landsråd, som bliver holdt i Tivoli Congress Center i København i denne weekend.

Men da partiformanden forlod salen til taktfast bifald for at møde pressen, slap han ikke lige så godt fra det.

Hvor lang tid forestiller I jer en fastfrysning af grundskylden?

- Det er regnet ind i vores finanslovsforslag og i vores 2020 plan. Vi skal selvfølgelig have en diskussion af den samlede skattepolitik. Men her og nu handler det om en fastfrysning og så kan den så stige med de procenter, der er.

Det svar, var der ikke mange, der forstod.

En fastfrysning i kr og øre her og nu? Eller hvordan?

- Nej, en fastfrysning på nuværende niveau.

Læs også: Forvent ikke en varm velkomst fra kærestens hjemland, Pape

Hvad betyder det så?

(Grundskylden fastsættes af de enkelte kommuner og beregnes med udgangspunkt i SKAT’s vurdering af grunde, red.)

- Det foreslog vi både i 2012 og 2013 og 2014, at man fastfryser grundskyldspromillen.

Øh, men det giver jo ingen mening...

Du taler om 100.000 indtrængninger på private grunde. Er det rigtigt forstået, at du her også mener fødevarekontroller og arbejdstilsyn, som kommer og ser om tingene er i orden?

- Jamen, det er alle.

Læs også: Serup: Dette kan Søren Pape lære af Connie og Henriette Kjær

Er du imod det?

- Jeg er ikke imod kontrol, men derfor kan man godt bruge den sunde fornuft. Derfor foreslår jeg, at vi trænger til at gennemgå samtlige de love, hvor man har ret til det. Det er det, de første måneder skal bruges på i en ny borgerlig regering.

Hvor er dit mål for, hvor langt man skal ned?

Læs også: Nu fortæller Ziegler sin version af formands-opgøret i K

- Det kan jeg ikke sige præcist. Det vigtigste er, at man ikke bare skal kunne rende ind uden dommerkendelse.

Kan du nævne et parti, der vil sætte systemet før mennesket?

- Jeg kan konstatere, at  med den måde der bliver ført politik på, så er der mange, der sætter systemet før mennesket.

Du revser regeringen for at ville lave en pjece i forhold til indsatsen mod Islamisk Stat. Men de ting I vil, er det ikke det samme, som det regeringen har sagt, at de vil?

- Jo, men man kan måske diskutere retorikken.

Det er vel lovindgrebet, der er afgørende?

- Jo, det er rigtigt og det er på rette vej.

Hvilke hardcore love er det, du vil lave, som regeringen ikke allerede har foreslået?

- Jamen, vi vil køre hårdt på dem. Jeg kan dem ikke ned i mindste detalje, men siger bare hvad vi vil gøre.

Kan du nævne et lovindgreb som I vil foretage, ud over det regeringen har bebudet?

- Jeg kan ikke lige enkeltvis sige det. Det er signal fra mig her på talerstolen.

Hvor er det politiets efterretningstjeneste eller regelgrundlaget ikke gør det godt nok over for hellige krigere i dag?

- Jeg har ikke sagt, at de ikke gør en ordentlig indsats. Det handler om, hvor udfarende vi er og hvor stærkt vi vil sætte ind. Når politiets efterretningstjeneste har lokaliseret dem, så må vi tage fat i dem.

Mener du, at et politisk signal som dit kan fremme efterforskningen?

- Det ved jeg ikke, om man kan sige så direkte. Det er bare vigtigt at få slået fast, hvad vi mener.

Er det ikke en billig omgang at hænge regeringen ud for at lave en pjece, når du ikke kan nævne, hvad I vil gøre udover det?

- Det kan du mene. Det var nu ment lidt humoristisk.

Er det, fordi du mener, at det er forkert at forebygge og at det kun skal handle om straf?

- Nej, nej. Forebyggelse er vigtigt og i forhold til de her krigere, tror jeg, at det starter, når børnene er helt små. Vi skal være opmærkesomme på, hvad det er for tendenser vi ser i de hjem, de kommer fra.