Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen, er i fuld gang med at samle den kommende borgerlige opposition for at gøre livet så besværligt som muligt for kommende statsminister, Helle Thorning-Schmidt (S).

Det skriver Politiken onsdag.

Mandag aften samlede Løkke topledelsen i sit eget parti, de konservative og Liberal Alliance for at koordinere indsatsen i oppositionsrollen.

Læs også: 

På mødet, der fandt sted i Løkkes snart forhenværende embedsbolig på Marienborg, blev der ikke mindst udvekslet oplysninger om, hvad Thorning-Schmidt i rollen som kongelig undersøger havde spurgt hvert enkelt parti om, da de mødtes på det socialdemokratiske formandskontor, erfarer Politiken.

Ønsker fælles kurs

Ideen er at etablere en samlet strategi for, hvordan oppositionspartierne skal håndtere samarbejdet med den kommende regering.

Ikke mindst for at undgå, at den kommende regering kan spille de enkelte partier ud mod hinanden i forhold til de vidt forskellige valgløfter, der blev fremsat i blå blok i valgkampen.

Læs også:

Thorning-Schmidt spurgte for eksempel interesseret Liberal Alliance til deres ønske om at afskaffe multimedieskatten og de konservative til ønsket om en skatteomlægning.

Ideen er at nedfælde nogle principper blandt de borgerlige partier om, at indrømmelser og aftaler kun skal indgås, hvis andre aftaler trækker i klar borgerlig retning.

Vil sikre borgerlig politik

Strategien er ifølge Politikens oplysninger, at oppositionen ikke må give med den ene hånd, mens Thorning-Schmidt samtidig tager med den anden.

Læs mere:

I Venstre er der bekymring for, at for eksempel Liberal Alliance vil medvirke til at afskaffe den upopulære multimedieskat.

Statsministerens ønske er at få den samlede opposition med på sit eget princip om ikke at medvirke til aftaler, som samtidig fører til øgede skatter og afgifter. Et andet parameter kan være forringelser af konkurrenceevnen.