Britt oplevede hospitals-mareridt efter at have udtrykt skepsis over for læger med tørklæde.

Britt Valentin var bange, da hun lå på operationsbordet. Ikke for operationen, men for om hun ville få en ordentlig behandling af personalet.

- Mens jeg ligger på operationsgangen, kommer en arabisk læge hen til mig, og med ironi i stemmen siger han, at han godt kan lide én, der siger sin mening. Det gentager han to gange med et lumsk blik, hvorefter han smiler og siger, at det er ham, der skal operere mig nu. Jeg kan ikke sige et ord. Jeg er fuldstændigt lammet af skræk, fortæller Britt Valentin.

En forholdsvis enkel operation udviklede sig til et sandt helvede for Britt Valentin fra Sydsjælland. Årsag: Hun ville ikke behandles af en læge med tørklæde. Hun indrømmer blankt, at hun ikke bryder sig om islam, som hun mener er kvindeundertrykkende og intolerant.

Men den holdning faldt ikke i god jord på Næstved Sygehus. Ville hun ikke acceptere en læge med tørklæde, kunne hun ikke blive opereret, lød beskeden.

- Det skulle have været en simpel rutine-operation for nedsunken blære, men endte som et forfærdeligt mareridt, siger Britt Valentin.

Ansigt til ansigt med dilemma

- Jeg står ansigt til ansigt med et dilemma, jeg helst ville undgå. Lægen, der skal indlægge mig, er en kvinde med et religiøst tørklæde. Hun er sikkert et godt menneske, der behandler sine patienter pænt, men fordi hun har valgt at bære et symbol, der viser, at hun frem for alt er muslim, er jeg ikke tryg ved situationen. Tørklædet er for mig et symbol på had, undertrykkelse og intolerance.

Islam ikke kun er en religion, men en ideologi - baseret på en voldelig stammekultur, hvor den stærke dominerer den svage, og manden dominerer kvinden, mener Britt Valentin, der beder om at tale med en etnisk dansk læge, og fra da af vender stemningen på hospitalet sig mod hende.

- Overlæge Thomas Filtenborg er tydeligt ophidset og giver mig et ultimatum: Enten lader jeg mig undersøge af denne læge, ellers vil de ikke ganske enkelt ikke operere mig. Jeg vælger lidt fortumlet alligevel at lade mig indlægge.

På operationsdagen spørger min kontaktperson, om jeg er racist. Og en muslimsk læge vil diskutere sin tro med mig. Jeg bliver kørt ind til operationen i den tro, at mit liv ligger i hænderne på en muslim, der kender min holdning til hans tro. Inde på operationsstuen er der iskoldt, og da jeg i forvejen er bange, begynder jeg at ryste uhæmmet, fortæller Britt Valentin.

Blev opereret af dansk læge

Faktisk blev hun opereret af den etnisk danske læge, hun tidligere talte med. Men det vidste hun ikke, da hun sank hen i narkosen.

Koncerndirektør i Region Sjælland, Lars Onsberg Henriksen, beklager, at Britt Valentin har haft en dårlig oplevelse, men vil ikke give patienter mulighed for at fravælge læger med tørklæde.

- Vores patienter skal føle sig trygge og velkomne. Og hvis en patient føler sig skidt behandlet, har vi ikke gjort det godt nok, siger han.

- Det skal helst være den læge, der foretager operationen, som også modtager patienten. Det skete ikke her, og det er uheldigt.

Vi vil strække os langt for at glæde patienterne, men tørklæder er ikke en rimelig grund. Og så er det jo, ministeren siger, at så kan man benytte det frie sygehusvalg og vælge et andet hospital, siger koncerndirektøren.

Overlæge Thomas Filtenborg ønsker ikke at udtale sig.