Mens den seneste Gallupmåling spår dødt løb mellem Lars Løkke og Helle Thorning, er toprockeren Brian Sandberg ikke i tvivl. Han foretrækker, at den næste regering er rød.


Brian Sandberg sidder lige nu varetægtsfængslet tiltalt i Danmarkshistoriens største rockersag for medvirken til to drabsforsøg og et kølleoverfald, men fra sin celle har han alligevel fundet tid til at kommentere den seneste politiske udvikling:

- Endelig valg - håber den nuværende politivenlige regering bliver væltet.., skriver han fredag aften på sin Facebookside.

Hvor ikke mindre end 5.002 venner kan læse med, og hvor de første hurtigt meldte sig på banen med enige kommentarer.

- Som det ser ud nu er det næste umuligt at sige hvem som man skal stemme på ....tror alle er imod os lige nu ;o(((, skriver en af hans venner, der tydeligvis heller ikke er vild med politiets prioriteter.

Og det har hun ifølge den socialdemokratiske retsordfører Karen Hækkerup helt ret i:

- Det er meget meget længe siden, Brian Sandberg har fulgt med, hvis han tror, at en S-SF regering vil være mere blødsøden. Vi vil ikke gå mindre hårdt til makronerne, når det gælder rockerkriminalitet, siger hun og kalder Sandbergs udmelding for 'stupid'.

- Uanset hvem, der vinder valget, vil det være en politivenlig regering, tilføjer hun.

Udover Brian Sandberg er 12 andre rockere tiltalt i den verserende sag, der bliver afviklet ved Retten i Glostrup.

Efter planen falder dommen 27. september.