I flere af dagens aviser er dommen over Helle Thornings håndtering af skattesagen hård.

Enten er Socialdemokraternes statsministerkandidat et sjuskehoved, eller også er hun kold og kynisk beregnende.

Sådan lyder vurderingen af Helle Thorning-Schmidt dagen efter, at hendes anden skattesag stjal den politiske dagsorden midt under valgkampen.

Flere af dagens avisledere undrer sig over Helle Thornings skattesag og ikke mindst hendes måde at håndtere den på. 

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

For hvordan kan en person, der målrettet går efter landets højeste embede, have så meget rod i sin egen personlige forhold? Og hvorfor har hun og den socialdemokratiske partitop ikke på forhånd sørget for, at den her sag ikke kunne blive en sag - og da slet ikke midt under valgkampen, lyder spørgsmålene blandt andet.

Jyllands-Postens lederskribent opremser mængden af sager, Thorning har været igennem det seneste år: Først var der skattesagen sidste år, hvor hun kom til at opgive forskellige oplysninger til forskellige myndigheder, og hvor Thorning selv bagefter undskyldte sig med, at hun var et rodehoved. Så var der sagen om hendes leasing af en bil gennem et tysk firma med en pæn momsbesparelse, hvor hun hævdede, at hun ikke havde været opmærksom på netop det forhold.

LÆS OGSÅ:

LÆS OGSÅ:

Det får avisen til at konkludere følgende:

'Vurderingen af personen Thorning-Schmidt kan kun resultere i to bedømmelser, hvoraf ingen er flatterende: Enten er hun et sjuskehoved i håndteringen af sin egen økonomi, eller også går hun målrettet efter alle de skattefordele, som hun kan opnå. Gerne inden for gældende regler, men selv inden for gældende regler er manøvremulighederne begrænsede, når man samtidig vil vælges på krav om skatteforhøjelser til især samfundets mest velbjærgede,' skriver avisen blandt andet.

Ekstra Bladet går endnu hårdere til værks og kalder S-formanden en amatør på forsiden af dagens avis. 'Snotdumt at skjule skattesag', lyder det blandt andet.

Inden i avisen skriver Ekstra Bladet på leder-pladsen:

'Sagen er ikke stor, og ingen beskylder Helle Thorning for noget ulovligt - men hvor dum har man lov at være?'

'...hun lovede, at når skattevæsenets afgørelse forelå, ville den blive offentliggjort i sin helhed. Som bekendt endte sagen med frifindelse i september 2010. Men Helle Thorning løb fra sit løfte og offentliggjorde kun to linjer af den ni sider lange redegørelse. I dag ved man hvorfor -  hendes egen skattesag stod nemlig omtalt på de ni sider! Ved at tie dengang har Helle kun givet befolkningen det klare indtryk, at hun vil dække over sagen og forhindre, at den kommer for dagens lys. Og det er meget, meget amatøragtigt og dumt af en statsministerkandidat. Ligesom det er vanvittigt, at hun ikke allerede ved starten af sin politiske karriere hyrede en revisor for at sikre sig, at hun og hendes mand, skattemæssigt er renere end nyfalden sne.'

I den helt anden grøft er dagbladet Politiken. Her ærgrer lederen sig over, at personsagerne dukker op en uge før valgdagen.

'B.T. har haft travlt med at bedyre, at det er et rent tilfælde, at denne ikke-historie kommer netop nu, en uge før et skelsættende folketingsvalg. Vi skal skåne kollegerne i det Berlingske Hus for kommentarer til deres troværdighed i den sag og i stedet appellere til, at opmærksomheden igen rettes mod de væsentlige spørgsmål, valget handler om.'