Den danske bryder vinder enten guld eller sølv i 75 kiloklassen i græsk-romersk stil ved OL.

Bryderen Mark O. Madsen er sikker på karrierens første OL-medalje efter sejren søndag over ungarske Peter Bacsi i semifinalen i Rio i græsk-romersk stil i 75 kiloklassen.

Tidligere i karrieren har han vundet fem VM-medaljer, men en OL-medalje mangler i samlingen.

Den kommer senere søndag, og det bliver enten guld eller sølv. Semifinalen vandt danskeren, der vandt VM-sølv sidste år, med 3-0 over ungareren.

Efter semifinalen var Mark O. Madsen utrolig træt, da TV 2 fangede ham og kunne ikke rigtig se frem mod finalen.

»Jeg er træt. Det er ikke gået op for mig endnu, at jeg har vundet OL-medalje,« siger han.

Mark O. Madsens præstation bringer Danmark op på syv medaljer i Rio.

Assisterende landstræner Håkan Nyblom havde svært ved at finde ordene frem, da han talte med TV 2 efter sejren i semifinalen.

»Vi har været sammen i 15 år på diverse landshold og er rigtig gode venner. Mark er bare fantastisk. Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige,« siger Håkan Nyblom, der dog fortæller, at det nu handler om at få hvilet lidt og lagt en taktik inden finalen.

I finalen skal danskeren møde russiske Roman Vlasov. En modstander han aldrig har slået, og han tabte også til ham i VM-finalen i Las Vegas sidste år.

/ritzau/