Manden hedder Freddie Maguire, men har nu fået kaldenavnet: Jesus Kristus. Det skriver den britiske avis The Times. Og historien er også usædvanlig. Selvom den skete i påsken!

Den 47-årige mand fra Dublin blev i påsken erklæret død af lægerne ved Mater Hospital i Irland efter et hjerteanfald.

Han var oprindelig blevet indlagt i en hel anden anledning, da han fik et hjerteanfald og hurtigt blev bragt til intensiv-afdelingen. Lægerne gik straks i gang med at genoplive – men efter ca. 30 minutter gav de op.

Pårørende blev informeret, og forberedelsen til begravelsen var allerede i gang, da det utroligt skete.

En ansat ved hospitalet så pludselig mandens hånd bevæge sig, mens liget var ved at blive flyttet ind i fryserummet på hospitalet.

-Lægerne erklærede ham død. Det er skammeligt og oprørende. Jeg synes ikke at de skal slippe ustraffet fra det her, siger Frances Maguire, der er tante til den ”døde” ifølge The Times.

Tanten var tilfældigvis patient på samme sygehus, da barnebarnet kom løbende og glædestrålende fortalte, at nevøen ikke var død alligevel.

-Jeg nægtede at tro på det, indtil jeg med mine egne øje så ham, fortæller hun til The Times. Stor tak til sygehjælperen, som opdagede han bevægede sig.

Tanten er nok rystet, men ikke mere end at hun fortæller avisen, at hun vil begraves med en mobiltelefon, så hun i værste fald kan ringe, hvis hun skulle vågne op.

Sygehuset har p.t. ingen kommentar til episoden – udover, at den undersøges nærmere.