EM-helten i fodbold fra 1992, Lars Elstrup, blev i går endnu engang udsat for en dramatisk anholdelse i centrum af Odense. Det skete, fordi politiet mente, at den tidligere landsholdsspiller skulle til psykiatrisk behandling.
"Men jeg har ikke brug for at komme på psykiatrisk afdeling, og det får jeg aldrig nogensinde," siger Lars Elstrup til B.T.
For et par dage siden sendte Lars Elstrup et brev til Fyens Stiftstidende, hvori han gjorde opmærksom på, at han har brug for psykiatrisk hjælp. Fra det fynske bladhus blev brevet sendt videre til politiet, som tidligt i går morges mødte op på hans bopæl og ville have ham med til den psykiatriske afdeling på Odense Universitetshospital.
"Det gik jeg med til, og på afdelingen blev jeg mødt af to kvindelige læger og en mandlig. Jeg opfattede dem ikke som værende i stand til at se og lytte. De var ikke åbne, snarere tillukkede, manipulerende og styrende.
De havde udset mig til at være et psykiatrisk tilfælde, som havde brug for hjælp. Men jeg sagde, at jeg havde det godt, og at det havde jeg i øvrigt også forklaret politiet," fortæller Lars Elstrup.
"Lægerne stillede efter min mening luskede og underfundige spørgsmål, som tydeligvis skulle få mig til at gå i fælden, så de kunne indlægge mig, men jeg sagde, at hvis de ikke stoppede med at være manipulerende, så var det slut. Jeg følte ikke, at de respekterede dét, jeg sagde, så derfor tog jeg mine ting og gik."
Derefter kørte Lars Elstrup ved middagstid ind på restaurant Froggys i Odenses centrum, og her mødte politiet så op igen, idet Lars Elstrup tilsyneladende nu var efterlyst af psykiaterne på sygehuset.
Her kom det til en ny anholdelse af den tidligere landsholdshelt, og på samme måde som da han blev anholdt på gågaden i april, opstod en del tumult.
På politistationen fik han at vide, at der ville komme en læge og tale med ham. Det var en læge, som han kendte fra sin tid i Odense Boldklub. Elstrup fastholdt, at han ikke havde brug for at blive indlagt.
Han fik at vide, at han ville være meget velkommen til at søge hjælp både hos den pågældende læge og også på psykiatrisk afdeling. Så efter et par timers snak frem og tilbage på politigården, fik han lov til at komme på fri fod igen.
"Jeg er ikke sur på nogen over dét, som er sket. Jeg har skaffet mig oplevelser og føler det ikke som et nederlag. Men jeg gentager gerne: "Jeg har ikke brug for psykiatrisk behandling for øjeblikket, og det får jeg aldrig nogensinde brug for"," siger Elstrup, som i forbindelse med anholdelsen på gågaden i april blev sigtet for vold, ligesom han modsat har klaget over dèt, han kalder politiets alt for hårdhændede fremfærd.
