Læs hele dommerens fortrolige brev her.
En af de højest placerede danskere i international tjeneste, professor, dr. jur. Frederik Harhoff, der er dommer ved FNs krigsforbryderdomstol for det tidligere Jugoslavien, retter nu en opsigtsvækkende og hård kritik af sine meddommere og hele domstolen.
Read the english version of this article here
Ifølge Harhoff svigter FN-domstolen tusindvis af ofre for krigen ved siden efteråret 2012 at have frifundet flere serbiske og kroatiske topofficerer og ministre, der kunne og burde have været straffet for deres ansvar i forbindelse med de uhyrligheder, der blev begået under krigen i Jugoslavien fra 1992-1995. Og det er den amerikanske præsident for domstolen, der bærer ansvaret, idet han angiveligt har udøvet et “ihærdigt” og “massivt” pres mod sine meddommere for at lade højtstående officerer gå fri, hævder Harhoff.
Kritikken fremgår af et fem sider langt fortroligt brev, Harhoff i torsdags sendte til 56 personer, herunder flere jurister. I brevet gennemgår og kritiserer han en række nyere domme, hvor højtstående serbiske og kroatiske ledere er blevet frikendt, selv om de ifølge Harhoff burde være straffet for deres medansvar for krigsforbrydelser.
Læs hele brevet her (pdf-fil hentes)
- De seneste domme hernede har bragt mig i et dybt fagligt og moralsk dilemma, som jeg aldrig har stået i før. Det værste er mistanken om, at nogle af mine kolleger har ligget under for et kortsigtet politisk pres, der fuldstændig ændrer præmisserne for mit arbejde i rettens og visdommens tjeneste, skriver han i brevet, hvor han gør det klart, at udviklingen “vækker dyb bekymring i både mit eget sind og blandt kolleger i korridorerne her i domstolen.”
Det opsigtsvækkende brev bekræfter for første gang en voksende mistanke om, at FNs krigsforbryderdomstol, der ved at straffe krigsforbrydere skulle sikre retfærdighed og forsoning mellem de etniske grupper i det tidligere Jugoslavien og hele sårene efter de blodigste efterkrigsår i Europa, er ved at miste sin legitimitet. Det respekterede britiske tidsskrift The Economist skrev for blot to uger siden, at domstolens troværdighed “hænger i laser” efter at flere personer, tiltalt for krigsforbrydelser, blev frikendt.
Den danske professor og ekspert i folkeret, der af FNs generalforsamling i 2007 blev udpeget som dommer, anklager i sit brev direkte den amerikanske præsident for domstolen, amerikanske Theodor Meron, for at udøve pression mod sine dommere, så krigsforbrydere frifindes. Motivet skulle være, at domstolen i Haag er ved at skabe en - set med militære øjne - skræmmende praksis, der kan betyde, at højtstående officerer og andre ledere fremover kan straffes for de krigsforbrydelser, der er begået af underordnede, også selv om disse officerer ikke selv direkte har beordret krigsforbrydelserne.
Hans frygt er, at stærke kræfter i krigsførende nationer som USA er bange for, at der skabes en international praksis, hvor for eksempel amerikanske officerer eller ledere vil kunne tilbageholdes og risikerer at blive stillet for en international domstol, hvis der er mistanke om, at deres underordnede har begået krigsforbrydelser, også selv om deres bidrag til disse forbrydelser er ganske beskedent.
- Man må tro, skriver dommer Harhoff, "at det militære establishment” i ledende stater som Israel og USA “har følt, at domstolens praksis var ved at gå for tæt på de militære øverstbefalendes ansvar.”
Han fortsætter:
- Har nogen amerikansk eller israelsk embedsmand mon øvet indflydelse på den amerikanske præsident for domstolen for at sikre, at kursen blev lagt om?
Harhoff gør det klart, at domstolen - der blev etableret i 1993 - indtil efteråret 2012 havde etableret en “nogenlunde fast retspraksis”, hvorefter militære eller politiske øverstbefalende kan holdes ansvarlige for de forbrydelser, deres underordnede begik under krigen i det tidligere Jugoslavien fra 1992 og indtil fredsslutningen i december 1995. Kernen i den hidtidige retspraksis er, at selv højtstående officerer, der aldrig forlod deres kontorer under krigen, alligevel kan straffes for folkemord, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden, når blot de havde tilsluttet sig eller støttet en målsætning om med vold at uddrive etniske grupper fra bestemte områder - og blot på én eller anden måde bidraget til, at disse forbrydelser kunne finde sted, men uden at de nødvendigvis beviseligt selv har beordret gerningsmændene til at udføre krigsforbrydelser.
Men denne retspraksis, som Harhoff anser for retfærdig, er nu muligvis under afvikling på grund af pres udefra - og Harhoff henviser i sit brev direkte til appelrettens frifindelse i november 2012 af højtstående officerer fra den kroatiske hær, generalerne Ante Gotovina og Mladen Markac; en frifindelse, der af den britiske avis The Telegraph blev betegnet som den “mest bemærkelsesværdige kovending” i domstolens 18 år lange historie.
De to officerer blev den 15. april 2011 af krigsforbryderdomstolens 1. instans idømt henholdsvis 24 og 18 års fængsel for forbrydelser mod menneskeheden og overtrædelse af krigens love, idet de var medansvarlige for de forbrydelser, der skete fra juli til september 1995, da den serbiske civilbefolkning med vold blev uddrevet fra Krajina-området i det tidligere Jugoslavien. Siden blev de kroatiske generaler i samme domstols særlige appelret frifundet med dommerstemmerne 3-2.
At Harhoff ikke er alene om at undre sig over og kritisere de nylige frifindelser understreges af, at én af de to dommere, der i appelretten stemte for at dømme de kroatiske generaler, den italienske dommer Fausto Pocar, i dommen anfører, at han er “fundamentalt uenig” i frifindelsen, der er ”i strid med enhver form for retfærdighed.”
Frederik Harhoff nævner også frifindelsen af den serbiske generalstabschef Momcilo Perisic, der i september 2011 først blev idømt 27 års fængsel for “direkte at medvirke” og “tilskynde” til forbrydelser mod menneskeheden og krigsforbrydelser begået fra 1993-1995 i de bosniske byer Sarajevo og Srebrenica.
I februar 2012 blev Perisic imidlertid frikendt i appelretten, også her med dommerstemmerne 3-2. Appelretten mente, at den serbiske general nok havde ydet støtte til de bosnisk-serbiske styrker i Bosnien og dermed de krigsforbrydelser, de havde begået, men appelretten lagde vægt på, at det ikke kunne bevises, at generalen havde “til hensigt” at medvirke til krigsforbrydelserne.
Dommer Harhoff anfører i sit brev, at offentligheden “formentlig aldrig” vil få oplyst, hvorvidt hans mistanke om, at den amerikanske retspræsident har påvirket sagens udfald af politiske årsager, er sand:
- Men beretningen om den amerikanske retspræsidents ihærdige massive pres på sine kolleger i Gotovina- og Perisic-dommene lader mere end antyde, at han var endog meget opsat på at opnå en frifindelse - og især, at han havde held til at overtale den aldrende tyrkiske dommer til at skifte mening i sidste øjeblik.
Den “aldrende tyrkiske dommer”, som Harhoff omtaler, er den nu 77-årige Mehmet Güney, der i november stemte for at frifinde de to kroatiske generaler Gotovina og Markac, og den danske dommer hævder, at hans egen domstol “har foretaget et markant tilbageskridt fra læren om, at de øverstbefalende militære ledere må bære ansvar for deres undergivnes forbrydelser.” Han tilføjer, at “det vil i de allerfleste tilfælde medføre, at de øverstbefalende ledere fremover går fri. Så kan de øverstbefalende amerikanske (og israelske) militære ledere ånde lettet op” og han skriver, at “jeg sidder tilbage med en stærkt ubehagelig fornemmelse af, at domstolen har ændret kurs under indflydelse af pression fra “de militære establishments” i visse dominerende lande.”
Harhoff anfører, at “i alle de domme, jeg selv har medvirket i hernede, er jeg altid gået ud fra, at det har været rigtigt at domfælde lederne for de forbrydelser, der blev begået med deres viden.” Han spørger i sit brev, “hvordan skal vi herefter forklare de tusindvis af ofre, at domstolen altså ikke længere er i stand til at domfælde deltagerne” i de alvorlige forbrydelser.
- Jeg har afsagt mine domme i tillid til, at de øverste ansvarlige måtte kunne indse, at den plan om uddrivelse af “de andre” fra “egne” områder var i modstrid med en grundlæggende orden i livet, en fordring om rigtigt og forkert” … “Lebensraum”, hed det for 70 år siden”, skriver Harhoff.
Lebensraum var et nazistisk begreb, centralt forankret i Hitlers ideologi, om at slaviske folkeslag i Østeuropa skulle fordrives med vold, så germanske folk kunne bosætte sig der i stedet.
Harhoffs analyse står i skærende modstrid til FN-domstolens egen selvforståelse. På tribunalets hjemmeside hedder det, at domstolen siden oprettelsen i 1993 “uigenkaldeligt har ændret landskabet for den humanitære folkeret” og bevist, at “i sager om folkedrab, krigsforbrydelser og forbrydelser mod menneskeheden … er en persons ledende stilling ikke mere en beskyttelse mod retsforfølgelse.” “Domstolen har vist, de personer, der må formodes at bære det største ansvar for de grusomheder, der er begået, vil blive holdt ansvarlige,” hedder det.
Harhoffs analyse og bekymring om, at domstolen reelt “ikke længere” kan straffe de virkeligt ansvarlige, deles af den amerikanske journalist og forfatter Chuck Sudetic, der har dækket borgerkrigen for New York Times og i 2009 var medforfatter til en bog om domstolens arbejde. Han har til The Economist sagt, at nazilederen Adolf Hitler meget vel kunne være blevet frikendt for sit ansvar for Holocaust, hvis han var blevet dømt efter de standarder, der nu anvendes af FN-tribunalet i Haag.
- Det er ikke retfærdighed. Det er blindhed, skriver dommeren.
Frederik Harhoff nævner i sit brev også den den nylige frifindelse ved Haag-domstolens 1. instans af Jovica Stanisic, chef for den serbiske sikkerhedstjeneste SDB og Jovica Stanisic, chef for sikkerhedstjenestens specialstyrker, der var tiltalt for at have medvirket til at uddrive store grupper af ikke-serbere fra Kroatien og Bosnien under krigen, men som 30. maj i år blev frikendt, til trods for at FN-anklagemyndigheden forlangte dem idømt fængsel på livstid.
Haag-domstolen lagde til grund, at de to mænd, der ifølge den britiske avis The Guardian var den daværende serbiske præsident Slobodan Milisovic’ personlige håndlangere, “styrede og organiserede” dannelsen af de paramilitære grupper og disse enheders operationer i Bosnien og Kroatien, ligesom domstolen fastslog, at at de paramilitære grupper har deltaget i “mord, deportation og uddrivelse med vold.”
Alligevel blev de serbiske efterretningsfolk frikendt. Frederik Harhoff skriver i sit brev, at én af de to dommere, der stemte for frifindelsen, den tidligere hollandske højesteretsdommer Alphons Orie “var under pres fra den amerikanske retspræsident.”
- Fra korridorerne meldes, at retspræsidenten forlangte, at dommen mod de to tiltalte absolut skulle afsiges afvigte torsdag - uden at de tre dommere i 1. instansen havde haft tid til at diskutere skyldsspørgsmålet ordentligt. Den franske dommer (der stemte for, at de to skulle dømmes, red.) havde kun fire dage til skrive sin dissens, der i øvrigt ikke blev diskuteret blandt de tre dommere i afdelingen. Hastværk.
At Haag-domstolen har ændret praksis, har også vakt opmærksomhed i det tidligere Jugoslavien, hvor krigens sår endnu ikke er helet. Den kroatiske advokat Luka Misetic kaldte det i maj i kroatisk presse “grotesk”, at de to serbiske sikkerhedschefer blev frikendt, og han gjorde det klart, at Haag-domstolen åbenbart nu forfølger en praksis, der betyder, at højtstående serbiske officerer slipper, og at ansvaret for uddrivelser og folkemord nu placeres på et langt lavere niveau; han tilføjede, at den serbiske sikkerhedstjeneste SDB “var kernen af ondskab i det tidligere Jugoslavien” og at krigen i Bosnien og Kroatien “begyndte med SDBs aktive deltagelse.”
- Jeg er målløs over at domstolen efter 20 år kan nå denne afgørelse, sagde han om frifindelsen.
Også frifindelsen af de to kroatiske generaler, især den kroatiske “krigshelt” Ante Gotovina, der stod bag Operation Storm i 1995, vakte opstandelse sidste efterår. Ifølge den britiske avis The Telegraph sagde den serbiske præsident Tomislav Nikolic efter frifindelsen, af FN-domstolen afgørelsen var “politisk” og at den viste “domstolens uvilje mod serbere”, og han advarede om, at frifindelsen kunne “vække fjendskabet i regionen til live.”
Dommer Frederik Harhoff siger, at brevet var en “privat” henvendelse til “venner”, og at han derfor ikke ønsker at kommentere dets indhold. Heller ikke FN-domstolen i Haag eller dens præsident ønsker at kommentere Harhoffs brev.
------------
BAG OM HISTORIEN:
* BT har fået adgang til et fem siders langt brev fra dommer, professor, dr. jur. Frederik Harhoff, der er sendt til 56 af forfatterens venner og kontakter i Danmark med tilknytning til blandt andet det juridiske miljø.
* Brevet indledes “Kære venner”, og er formet som en personlig og fagligt detaljeret analyse af og redegørelse for ændringer i FN-tribunalets domspraksis, der betyder, at ledende personer på kroatisk og serbisk side nu går fri for ansvar for de forbrydelser, der blev begået under Jugoslavien-krigen.
* Harhoff har anmodet om, at brevet ikke offentliggøres, idet det er tale om et “privat brev til en kreds af venner.”
* BT har imidlertid fundet, at brevet og dets indhold har så betydelig offentlig interesse, at det bør offentliggøres. Der er ved denne beslutning lagt vægt på, at brevet afslører, at en central FN-institution efter det oplyste svigter sit ansvar, optræder usagligt og under indflydelse af politisk pres, og at hensynet til borgerkrigens tusindvis af ofre og deres pårørende iøvrigt tilsiger, at kritiske og opsigtsvækkende oplysninger om tribunalets funktion og ageren bør offentliggøres. De seneste frifindende domme har vakt undren og opstandelse i det tidligere Jugoslavien og bidrager fortsat til mistro og fjendskab mellem befolkningsgrupperne, hvilket yderligere taler for, at de nævnte oplysningerne bør bringes til offentlighedens kendskab.
