Efter en tur på afvænningsklinik vendte Nick Cave tilbage med karrierens stærkeste sange og symfoniske ’The Good Son’, der lå langt fra forgængeren ’Tender Prey’ i sit udtryk. ‘Your Funeral…My Trial’ og ‘Tender Prey’ er lyden af Nick Cave, der var en tur nede at vende i heroinhelvede – ’The Good Son’ er lyden af en genfødt kunstner, som på flere måder har gennemgået en renselse.

Denne sjette Bad Seeds-plade markerede et radikalt skift i stil efter de foregående, støjende og sorte plader. Ikke blot er den indspillet i solrige São Paolo (hvor Cave havde fundet sig en kæreste), den blev også starten på en ny sober epoke for Cave, hvor hans vægt var mere på balladen og historierne.

Således skræmte ’The Good Son’ mange fans væk ved udgivelsen i 1990; Nick Cave, der tidligere havde markeret sig som post-punkens og senere goth’ens gudfader, sprang nu ud som balladecrooner i stil med Leonard Cohen.

Men albummet lød hverken som en provokation eller en joke fra Caves side – tvært imod var det den mest sammenhængende Bad Seeds-plade til dato og den indeholdt en god håndfuld af hans smukkeste sange.

Cave havde ganske vist tidligere skrevet pianoballader, men med ’The Good Son’ åbnede han et nyt afdæmpet kapitel sit bands historie med tilføjelsen af et strygerorkester, der gjorde de mørke serenader fantastisk grandiose.

Hvor stofferne tidligere havde hjulpet til at gøre hans vokal så meget desto mere hjemsøgende, lød han her til at have fået kontrol over stemmebåndet uden at give afkald på dæmonerne i stemmeføringen.

Fortryllende smukt

Berømte ’The Ship Song’s melodi vil de fleste eksempelvis kunne nikke genkendende til. Hidtil nærmest uhørt for en Bad Seeds-sang. Den er Caves romantiske zenit, og hans vokal nærmede sig her soulsangerens croon på samme måde som i ’Lament’ senere på pladen.

’The Weeping Song’ er pladens poppede genistreg, hvori Cave synger far/søn duet med Blixa Bargeld (hvis stemme faktisk konkurrerer seriøst med hovedpersonens mørke brummen) over en hypnotiserende bølgevuggende rytme.

Generelt er det svært at komme til for genistreger på albummet, der åbnes af den Leonard Cohen’ske ’Foi Na Cruz’ – blandt Caves mest fortryllende smukke melodier – kommer forbi morderballaden ’The Hammer Song’ og ender med ’Lucy’, der på én opgraderer Tom Waits’ fulderikkærlighedserklæringer og lukker med to nærmest post-rockede minutter tilsat mundharpe.

Mesterværk nummer to

Men alt er ikke lutter sensuelle ballader til den brasilianske frue. Pladens titelnummer er eksempelvis et frontalangreb af en march, der med mellemrum munder ud i et forløsende omkvæd med silkebløde strygere, mens Nick synger med største indlevelse. En fantastisk perle.

’The Witness Song’ er en frenetisk parring af gospel, rockabilly og Caves elskede, klassiske sorte blues; over seks bibelske minutter fortæller hovedpersonen om sin spirituelle genfødsel, mens resten af bandet støder til med ildevarslende toner i baggrunden.

Man savner intet. Det er svært at forklare, hvad der helt præcis gør ’The Good Son’ så mesterlig, men der er ingen tvivl om, at strygerorkestret spiller en stor rolle.

Det er som om Nick Caves sorte fortællinger bliver vækket ekstra til live af de svævende violiner – et trick han da også overbrugte senere i karrieren.

’The Good Son’ står stensikkert som mesterværk nummer to efter debuten ’From Her to Eternity’, og som plade lagde den grundstenen til Bad Seeds’ lyd hele vejen op gennem 90’erne.

Som bonus indeholder denne restaurerede udgave af albummet tre b-sider: ’The Train Song’ som burde have fundet vej til albummet, ’Cocks ’n’ Asses’ der er ligegyldig fjolle-synth-pop og en anonym fortolkning af Neil Youngs ’Helpless’, der om ikke andet understreger, at dén sang bedst synges i falset. Dvd’en indeholder også musikvideoer til ’The Weeping Song’ og ’The Ship Song’.