Ved mindst to begivenheder kan man som mand være helt sikker på at møde frem underdressed. Ved sin egen fødsel og til koncert med Bryan Ferry. I hvert fald hvis man sammenligner med hovedpersonen på scenen.

Således naturligvis også denne aften i Tivolis Koncertsal, hvor mr. Ferry optrådte med nyt band - med en dansk guitarist,

Den 69-årige elegantier konsulterer heldigvis ofte sin yndlingsskrædder Anderson & Sheppard i Savile Row i London for at få syet et nyt sæt på vej ud på en ny turné.

For bare et år siden optrådte han sidst i Danmark - i Sønderborg. For tre år siden var det Aarhus og København.

Det første, der sprang i ørerne under første nummer 'Re-Make/Re-Model' var lyden. Det lød elendigt, da Ferry optrådte i Falkoner for tre år siden, men denne aften stod lydbilledet så signifikant, frostprikkende klart som himlen en skyfri januardag.

Det næste, at Ferry har genskabt/genmodelleret sit band en smule. Den mangeårige partner in crime, Chris Spedding, er erstattet af den danske guitarist Jacob Quistgaard - eller bare Quist - og guitaristen Steve Jones. Ikke dén Steve Jones fra Sex Pistols, men en guitarist, der især er kendt som sekstrenget lyddesigner, bl.a. sammen med det tidligere Roxy-medlem Brian Eno.

Lige så ukendt Quist er i Danmark, lige så fremragende er han på sit instrument. Det lød ekvilibristisk i en enkelt helt nedtonet afdeling med bare klarinet, keyboards og akustisk guitar. Og i en overraskende neddæmpet 'More That This'.


Quistgaard havde flere meget flotte, distinkte soli, både sfærisk lydende i et nummer som 'Ladytron' og mere lige ud skarpt rock'n'roll i det næsten nye 'Reason Or Rhyme' fra 'Olympia'. Skarpt som Ferrys butterfly ville se ud, hvis han ellers bandt den. Det er en vild og vovet påstand at slynge ud, men Quistgaard havde mere rum i det nye Ferry-lydbillede, end selv Phil Manzanera i Roxy i Valby Hallen i 2001.

(Se Quistgaard brillere på sin egen youtubekanal:)http://https://www.youtube.com/user/QuistTV

Den cool, fremragende multiinstrumentalist Jorja Chalmers er med igen. Så vidt huskes med mere plads og flere soli end sidst - måske endda mere plads end Andy Mackay, da han i sin tid spillede med Ferry både solo og i Roxy Music.

Nu stod der cool. Udover at kunne bære en page og et par højhælede, som man må forvente det i et Ferry-band, stjal Chalmers forbigående denne anmelders hjerte, da hendes reaktion på publikums hyldest efter en solo var at føre pegefingeren til læberne, inden hun klappede i takt med de tre i koret. Det siges, at djævlen ligger i detaljen - det samme gør hans modpart bag Sankt Peters port af og til.

For at parafrasere på det altid kantede afslutningsnummer 'Editions Of You' findes der flere udgaver af Bryan Ferry, som han i de små ti koncerter, jeg har set med ham, har balanceret mere eller mindre vellykket.

Ekstremt personlig crooner og fortolker, ekspressionistisk art-rock stilskaber (det første Roxy), satyrisk ironiker - og så denne her pop-gentleman, der skabte sit eget sueave og sexede groove med 'Oh Yeah, 'Avalon' og 'Slave To Love'. Rendyrket ud i det sublime på Dylan-albummet 'Dylanesque', hvorfra han gav 'Just Like Tom Thumb's Blues' i Tivoli.

I Tivoli i aften var der skruet lidt ned for det tidlige Roxy. Det er tydeligt, at Ferry og den nye musikalske leder, keyboardspilleren Paul Beard, har arbejdet hårdt på at skabe organisk sammenhæng mellem så forskellige numre som nævnte Dylan-sang, 'Ladytron' og en mildt sagt corny reggae-country (!) version af 'If There Is Something'.

En kollega sagde, 'det lyder gumpetungt' (det kan han selv være). Sådan oplevede jeg det ikke, men sandt er det, at specielt den ellers hårdt arbejdende trommeslager hang lidt undervejs. Til gengæld lå bassisten Guy Pratt - det eneste medlem af bandet, bare tilnærmelsesvis er på alder med Ferry - solidt og stødt.

Og under det afsluttende trekløver med altid prægtige og ironiske 'Casanova' (Casanova, is that your name, or do you live there?), 'Love Is The Drug' og 'Let's Stick Together' gik der vel halbal i den. Men vi taler tre greatest hit, koncertstemt publikum, så bliver de finere musikalske gorumetnuancer meget let ofret på festens svedige alter

Musikken er udødelig, sangeren det næppe. Og vel er den 69-årige crooner ikke længere så vivant på scenen som en gang, hans stemme rækker ikke så langt mere, men - blimey - det swingede i Tivoli. Og så har manden stadig så meget stil, at alle de wannabes, der er fulgt efter op gennem årtierne siden minearbejderens søn fra Newcastle første gang satte sine grønne støvler på scenen bare kan se på og forsøge at lære.

Bryan Ferry, Tivolis Koncertsal, tirsdag aften