’Henry’s Dream’ står stadig som Nick Cave & The Bad Seeds’ måske mest dynamisk hæsblæsende plade, selvom bandet ikke selv brød sig om Neil Youngs husproducer David Briggs’ lyd.
Efter at Nick Cave og The Bad Seeds havde lagt navn til deres klart mest romantiske album til dato, ’The Good Son’, blev posen igen rystet, og da d’herrer atter vendte tilbage i 1992, var det med ekstra dramatiske og hårdt rockende ’Henry’s Dream’.Albummet udkom sideløbende med, at grungen eksploderede, men det lyder ikke til at have haft nogen indflydelse på, hvordan dette opus syv endte med at lyde. Dét havde derimod produceren David Briggs, som blev hyret på baggrund af hans arbejde med Neil Young.
Cave og kompagni var imidlertid ikke begejstrede over hans arbejdsmetode, som man kan forstå på en storbrokkende Blixa Bargeld i den dokumentar, der følger med denne restaurerede version af albummet.
Frem til ’Henry’s Dream’ havde Bad Seeds altid selv været herrer over processen i studiet og desuden overstået alle indspilninger i løbet af tre-fire takes, men med Briggs bag pulten blev det snarere til 10-20 gennemspilninger af hver sang.
Ifølge Bargeld og Harvey, der begge interviewes, er mange detaljer og megen atmosfære gået tabt i de mange takes, mens Cave selv har udtalt, at han i dag bedre ville kunne forestille sig ’Henry’s Dream’ som et fuldt akustisk storyteller-værk.
Men det er nu svært at forstå brokkeriet, for pladen er mere end vellykket; faktisk det mest simpelt og energisk rockende, Bad Seeds hidtil havde produceret, hvilket bestemt ikke skal forstås negativt.
Dramatisk og filmisk
Det mere enkle udtryk kan skyldes guitarist Kid Congo Powers’ afgang, tidligere Triffids-medlem Martyn Caseys tilkomst på bas, mens også Conway Savage nu var blevet fast pianist for The Bad Seeds.
Under alle omstændigheder gennemsyres ’Henry’s Dream’ af en dramatisk, nærmest filmisk stemning, som man fornemmer allerede fra første sang, ’Papa Won’t Leave You, Henry’, der arbejder med samme form for ildevarslende dynamik som ’The Good Son’s titelnummer.
I samme boldgade er ’John Finn’s Wife’, der løftes til fantastiske højder af storladne strygere og (igen) suveræn dynamik, inden ’Jack the Ripper’ lukker med et heavy metal-agtigt drive – på akustisk guitar.
Forstærket stemme
Tilsat typiske sorte fortællinger swinger ’I Had a Dream, Joe’ og især ’Brother, My Cup Is Empty’ helt sublimt, mens ’When I First Came to Town’ er en inspireret videreudvikling af folkesangen ’Katie Cruel’, som Caves idol Karen Dalton indspillede – her lyder Nick faktisk som Warren Zevon.
Blandt de få ballader, der er på pladen, er atter en episk kærlighedssang – i stil med dem fra ’The Good Son’ – ’Straight to You’, der nemt kunne have hørt hjemme på Bob Dylans ’Blood on the Tracks’ (hvis altså den plade havde været indhyllet i strygerarrangementer).
Oven i hatten lyder Caves stemme som en parring af Leonard Cohens og Jim Morrisons; det har med andre ord gavnet ham at lægge stofvanerne på hylden, og hans historiefortællerevner synes ligeledes mærkbart forstærkede.
Nej, uanset hvad Nick og The Bad Seeds selv siger, så fejler hverken med sangene eller produktionen på ’Henry’s Dream’ noget – tvært i mod.
Som bonus indeholder denne restaurerede udgave af albummet den fine lille b-side ’Blue Bird’, en akustisk version af ’Jack the Ripper’, samt liveoptagelser af ’I Had a Dream, Joe’, ’The Good Son’, ’The Carny’, ’The Mercy Seat’ og ’The Ship Song’. Dvd’en tæller også musikvideoer til ’Straight to You’, ’I Had a Dream, Joe’ og ’Jack the Ripper’.
